Det internationalt anerkendte og prisvindende Kristján Ingimarsson Company (KIC) er kendt for sit eksperimenterende, legende og fysiske teater. Bag kompagniet står, som navnet antyder, Kristján Ingimarsson, der gennem flere år har arbejdet med både at nå ud til men også at inddrage publikum:

“Publikumsudvikling har altid været en del af os på en eller anden måde, fordi vi er et meget eksperimenterende teater. Og vi eksperimenterer også med vores kontakt til publikum,” siger han og tilføjer, at han de sidste par år er gået mere aktivt til værks ved at bruge de sociale medier til at nå publikum.

Scenekunst møder videoformat – og publikumsudvikling opstår

En af KICs helt store satsninger har været ‘Room 4.1’ (Room for one), en internet-serie med korte afsnit lavet til sociale medier. Indtil videre er det blevet til to sæsoner med i alt 19 afsnit. Tredje sæson kommer næste år, fortæller Kristján Ingimarsson:

“Det har vi fået penge til og har arbejdet på at udvikle i flere år nu. På den måde får vi også fat i nye publikummer og en mere on-going dialog eller kontakt til vores publikum.”

Udfra videoepisoderne skabte Ingimarsson en forestilling. Det gav en symbiotisk effekt set i et publikumsudviklingsperspektiv, fortæller han:

“Det var et meget interessant publikumsforløb, fordi vi faktisk allerede fra episoderne rullede fik bygget et publikum op. Begge dele var selvstændige værker, men selvfølgelig var vi opmærksomme på at nå publikum.”

Han mener, at det særligt for de uafhængige teatergrupper er vigtigt at gøre opmærksom på sig selv og bruge de redskaber, der er gennem de sociale medier. Af samme grund har han sat meget energi ind på at skabe scenekunst, der kan fungere i samspil med videoformater på nettet.

Aktiverer publikum til at blive en del af værket og til at blive ambassadører

KIC har formuleret en strategi, der også i fremtiden satser på publikumsudvikling. Det er for Kristján Ingimarsson ikke noget nyt i overhovedet, tværtimod har han altid inviteret publikum til aktivt at deltage i værkerne:

“Det er noget, jeg altid har gjort. Jeg lavede for 10-11 år siden en forestilling, der hed ‘Fools of the World Unite’. Der lavede jeg også rigtig meget til internettet. På den måde var forestillingen også bare en del af projektet,” siger han og tilføjer, at udviklingen af forestillingen foregik over flere år fra 2007, hvor han startede en revolution i sin hjemby Akureyri i Island. Under opråbet ‘Fools of the World Unite’ uddelte han store, røde flag med mælkebøtter på, skabte en festival og byggede videre på revolutionen ved netop at inddrage sit publikum:

“Jeg fik publikum til at tage flaget med for at kunne blive ambassadører for revolutionen. Så de tog flaget med ud i verden – til Chile, til Sydkorea til Australien og tog billeder af sig selv. Jeg optrådte ved forskellige lejligheder, og jeg bad folk om at tage billeder og poste dem, men også om at give mig deres telefonnumre, så jeg kunne kontakte dem, når jeg havde brug for soldater til revolutionen,” siger Kristján Ingimarsson med et grin.

ROOM 4.1 Live, Kristján Ingimarsson Company. Foto: Søren Meisner

Men det at gøre publikum til ambassadører – eller guerillakrigere om man vil – har vist sig at være en rigtig god ide. Publikum får et personligt forhold til KIC og bliver inddraget i det kunstneriske projekt:

“Da jeg lavede en forestillingen, ‘BLAM!’, opfordrede jeg også folk til at lave deres egne videoer, for et af temaerne i forestillingen handler om at filme sig selv, hvor man lavede actionfilm-stunts. Det opfordrede jeg til – og det har folk gjort over hele verden. Jeg har altid syntes, at det var interessant, at kunstværket ikke bare er kunstværket, men at det også motiverer publikum til at være kreative selv. Så det er en videreudvikling af det, at jeg nu putter økonomi ind i at lave video til publikum. Det gør jeg også med min næste forestilling.”

Formidling i længere stræk og scenekunst i kortere formater

Video-værket er udover at være et selvstændigt værk, også en måde at udnytte det ekstra materiale, man genererer i de kunstneriske processer, og som man ikke kan nå at få med i halvanden times forestilling, fortæller Ingimarsson:

“Det, synes jeg virkelig er en skam, går til spilde. Og der mangler kortere formater til scenekunsten. Det her er en god indgang til det. Vi er et driftsstøttet teater, og en del af vores aftale er, at vi vil lave internetbaseret content, og at vi vil få flere følgere på vores Facebook- og Instagram-profil, hvor vi kan møde dem.”

Strategien på de sociale medier er, udover at få flere følgere og være mere til stede, også at tænke formidling på nettet ind i længere fortælleforløb, der er relateret til værkerne, så det ikke bare bliver sporadiske opdateringer, der sendes ud.

Mere fokus på den skabende kunstner

“Det er vigtigt for producerende kunstnere som mig at få fat i vores eget publikum, for vi får ikke eksponering på de teatre, vi spiller på. Der drukner vi fuldstændig i teatrenes profil, og det er virkelig en skam. Vores forestillinger kommer en gang om året eller måske hvert andet år – og det er vores eneste måde at få synlighed på. Derfor er det så vigtigt med de sociale medier – fordi vi her kan opbygge vores eget publikum,” siger Kristján Ingimarsson, der efterlyser et større fokus på den skabende kunstner i scenekunstbranchen:

“Hvis man spiller på et af de etablerede teatre, er der meget lidt fokus på kunstneren, så folk ved ikke, hvem der står bag ved forestillingen. Teatret introducerer for det meste primært forestillingens titel, og hvad forestillingen handler om. Det er altid forestillingen, der kommer først. Og det er, som jeg ser det, en forkert måde at gøre det på. For det gør, at det gængse publikum ikke kan skelne mellem et gæstespil og en af teatrets egne produktioner.”

Selvfølgelig er selve værket det vigtigste, men for at få publikum til at åbne øjnene for især den alternative scenekunst, er det vigtigt, at de selvproducerende kunstnere og kompagnier får mulighed for promovering af deres disciplin, deres stil og deres brand.

Kristján Ingimarsson, sammenligner det med musikbranchen, hvor de udøvende kunstnere, musikerne, bliver solgt på deres navn og deres stil:

“Vega (spillested, red.) sælger ikke en koncert på baggrund af, hvad sangene handler om, eller hvad pladen hedder. De sælger billetterne på baggrund af kunstneren – og det forhold publikum har til den kunstner, som har sit eget brand, sin egen stil og han har skrevet sine egne sange. Og det er den store forskel på de producerende kunstnere og teatrene. Teatrene hyrer forfattere, instruktører og skuespillere til deres egne produktioner,” siger Kristján Ingimarsson og uddyber, at den uafhængige scenekunstner ofte selv har skrevet manuskriptet, lavet research, muligvis selv har bygget scenografi, samlet penge, kastet sit hjerteblod ind i det og har skabt sin egen stil og sin fortælling. Men alt det hårde arbejde gavner ifølge Ingimarsson, ikke kunstneren selv – men det teater, der lægger scene til forestillingen. Det, at man ikke får lov til at opbygge et publikum omkring sit navn, at teatrene ikke introducerer kunstneren og dennes stil, er det største problem for uafhængige kunstnere i scenekunstbranchen – og et problem for deres publikumsudvikling, mener Kristján Ingimarsson. 

Scenekunstbranchen skal være mere formfri

I det hele taget ønsker han en større formfrihed i den danske scenekunstbranche. Det vil på længere sigt også skabe mulighed for et større publikum:

“Teateret er lidt for fast i traditionerne i stedet for at løsne op – bare det der med at kunne drikke en øl eller spise popcorn, mens du ser en teaterforestilling. Det er måske et dårligt eksempel, men det kunne godt blive lidt mere løst. Kortere formater, hurtigere produceret scenekunst og mere fleksibel programmering på teatrene vil virkelig klæde det i stedet for de tykke programmer, man lancerer. Man skal jo være meget mere åben for at være i forbindelse med sit publikum – og kunne sige ‘hov, vi har lige fået et gæstespil ind fra Berlin. I kommer lige ind fra sidedøren her, hvor vi har et hul.’ Og så ønsker jeg også, at man åbner op for flere genrer på teatrene,” siger Ingimarsson og slutter:

“At scenekunst i sig selv blive scenekunst – i stedet for altid at være teater.”