Kulturens kommunale værdi
Denne kulturbarometermåling viser, at danskerne tillægger deres lokale, kommunale kulturtilbud meget høj værdi.
Kulturbarometeret består af en række målinger, der undersøger borgernes kulturforbrug og holdninger til kultur, med særligt fokus på professionelle, publikumsrettede kulturaktiviteter. Denne måling i 2025 viser, at danskerne tillægger deres lokale, kommunale kulturtilbud meget høj værdi.
Vi afholder frokostwebinar fredag d. 24. oktober kl. 12, hvor du kan stille spørgsmål og få uddybet resultaterne.
Hovedresultater
Kultur anses som vigtig for lokalsamfundet
• Stort flertal ser kulturens værdi i kommunen. 81% af borgerne erklærer sig enige i, at et varieret kulturudbud i kommunen er vigtigt. Kun en meget lille andel, 3%, er uenige.
• Kultur ses som en investering: 75% vurderer, at et rigt kulturliv er en investering i lokalsamfundet. Særligt de ældre borgere og dem, der allerede bruger kulturtilbud, er ”meget enige” i dette.
• Fællesskab som central værdi. 70% mener, at kultur- og foreningsliv aktivt bidrager til fællesskab i lokalområdet, hvilket viser, at kultur ikke kun ses som underholdning, men at det også har en samfundsmæssig værdi.
Kulturinstitutioner skaber liv, fællesskab og attraktivitet
• Kultur som drivkraft i kommunen. Hele 88% oplever, at kulturinstitutioner som museer, teatre og biblioteker er med til at skabe liv og aktivitet, og dermed giver værdi til lokalsamfundet udover selve oplevelserne.
• Fællesskab og sammenhold i centrum. Den oftest angivende forklaring på hvordan kultur skaber liv og aktivitet er, at kulturen er med til at skabe sociale fællesskaber på tværs af generationer, baggrund og sociale skel, som 43% har svaret.
• Attraktivitet og identitet. Mange borgere, 21%, peger ligeledes på, at kulturtilbud gør kommunen mere attraktiv at bosætte sig i og besøge. Kulturinstitutionerne bliver set som samlingspunkter, der giver lokalsamfundet identitet og stolthed.
Mange bruger kultur, men en del har lavt kendskab til tilbud
• Højt niveau af engagement: 93% af borgerne har besøgt mindst en af de her undersøgte kulturtyper indenfor de seneste 12 måneder. Det er dermed kun 7% som ikke har oplevet kultur det seneste år.
• Manglende kendskab til tilbuddene: 43% svarer, at de er enige i, at de kun kender få af de kulturtilbud, der findes i deres lokalområde, hvilket tyder på, at synlighed og kommunikation er et vigtigt udviklingsområde.
Kulturbarometeret er gennemført af Applaus i samarbejde med Epinion med tak til Dansk Kulturliv og Kulturens Analyseinstitut
