I forbindelse med rapporten ‘Unge i Fokus – en undersøgelse af unges kulturforbrug’ har Applaus talt med fire unge borgere om deres kulturforbrug. Denne gang møder vi en yngre kvinde på 23 år, der bor i Brønshøj. Hun er studerende og læser pædagogik på Københavns Universitet. Ved siden af arbejder hun med børnepasning for Københavns Kommune. Tidligere har hun spillet meget musik og har gået på både skole med fokus på musik og på musikgymnasium. Derudover har hun en kæreste, som også har musikalsk baggrund, og som derfor deler hendes interesse for musik.

Fællesskab, FOMO og byture

Af kulturforbrug fortæller hun, at hun til dagligt primært gør brug af sit podcast-abonnement og af streamingtjenester som HBO og Netflix og musiktjenesten Spotify. Det skyldes, at det er let tilgængeligt i hverdagen, og prisen er overkommelig i forhold til, hvad hun synes, hun får for pengene. Derudover går hun ofte i biografen, fordi hun gerne vil følge med i de film, alle taler om:

“Så er der den der hype, som gør, at man får lyst til at være en del af det fællesskab, hvor man kan snakke med,”siger hun.

Hun går også gerne i teateret med venner, til rytmiske koncerter eller på museum, men hun understreger, at hun altid vil prioritere at gøre det sammen med andre. Fællesskabet i at følge med i det samme som omgangskredsen og at deltage sammen med andre er et afgørende element for hende. Hun er meget bevidst om, at pengene skal bruges på en måde, hvor hun deler oplevelsen med andre. Derfor kan byture ofte tage en del af det budget, hun kunne have brugt på kulturoplevelser.

Har fået et nyt syn på teater via venner

Efter at hun er startet på studiet, har hun fået kulturinteresserede venner, der særligt interesserer sig for teater. Det har åbnet hendes øjne for, at teater kan være andet end klassikere, som er det, hun mest har oplevet tidligere, og som hun opfatter som noget, der tiltaler en ældre målgruppe. Dog er teaterbilletter ofte dyre, mens hun for eksempel synes, det er okay at have et årskort til Louisiana, fordi hun her er sikker på at få noget, ‘der tiltaler hende’, og fordi hun synes, hun får noget for pengene. Som eksempel nævner hun Pussy Riot-udstillingen, som noget, der var rettet mod hendes målgruppe, som samtidig var relevant og aktuelt.

Den klassiske musik som koncertoplevelse er ikke noget, hun bruger penge på. Der prioriterer hun de øvrige kulturoplevelser, fordi hun og hendes omgangskreds finder dem mere relevante.

Penge, pris og udbytte

Fordi hun er studerende har hun begrænsede midler, og hun afvejer hele tiden, hvad hun kan få for pengene, fortæller hun:

“Alt under 50 kroner, føler jeg for en studerende, er noget, som man ikke tænker så meget over. Hvor hvis det bliver 75-100 kroner, så føler man det er en investering.”

Prisen betyder rigtig meget. Hun efterspørger muligheder for at få tingene billigere og beskriver selv, at hun og hendes venner faktisk ‘hungrer’ efter billigere kulturbegivenheder.

Som eksempel nævner hun den landsdækkende kulturuge i uge 37, K7, hvor der var fri entré for unge mellem 18-27 år på en lang række kulturtilbud. Her var hun rigtig meget på museum og også i teateret, fortæller hun:

“De havde et tilbud, hvor man kunne få en billet til 40 kroner, og så var vi inde og se en forestilling – mig og en veninde. Og så var jeg på tre museer den uge også. Vi havde også snakke den uge om, hvorfor man er mere villig til at bruge 200 kroner i byen en fredag, end man er til at bruge 100 kroner på et museumsbesøg om lørdagen.”

De kom ikke frem til et svar, men det gav dem en anledning til at reflektere over, hvad fællesskabet giver i forskellige sammenhænge, forklarer hun:

“Man opnår det samme socialt, om man er i byen, eller om man er på museum sammen. Jeg tror meget det handler om vaner og forventninger. Der er også hele denne her FOMO-kultur (fear of missing out, red.), hvor jeg kender rigtig mange, der kan få ondt i maven – mig selv inklusiv – hvis man ikke er ude en fredag eller en lørdag, en weekend, i min alder. Og så har man brugt de penge, hvis man skal det,” siger hun.

De rabatordninger, der er, synes hun ofte er kringlede – som for eksempel at skulle finde sammen fem venner for at få en teaterbillet billigt. Det er uoverskueligt for hende at samle fire andre og få deres kalendre til at gå op. Desuden vil hun gerne have fleksibilitet i, hvem hun tager med. For hende giver det ikke umiddelbart mening at købe et abonnement til K7, hvis hendes venner ikke har det, eller hvis det kun er én anden, der har det, fordi fællesskabet er vigtigt. Der kunne en løsning stedet være lig den, hun har på sit Podimo-abonnement, foreslår hun:

“På Podimo, hvis man er medlem, kan man give en rabat til sin ven,” siger hun og uddyber, at det ville gøre en forskel, hvis en, der havde et abonnement eller årskort kunne tage en ven med for halv pris.

Kulturens Kinder-æg: Roskilde Festival

Hun interesserer sig meget for rytmisk musik og hører det meget, men det er dyrt at tage til koncert.

“Jeg føler lidt, at problemet er, at der er mange koncerter hvor det bliver ude i Royal Arena, og så koster det 800 kroner. Jeg synes, det er enormt dyrt at gå til koncerter, ellers skal man sætte sig rigtig godt ind i de navne der spiller i Pumpehuset og Lille Vega, hvor det ikke koster mere end 200 kroner. Jeg ville rigtig gerne gå mere til koncerter, men jeg gør det ikke, og det er udelukkende på grund af prisen,”siger hun.

Hun vil gerne vide, hvad hun køber, og jo højere prisen er, desto lavere risikovillighed har hun for at betale for en oplevelse, der ikke lever op til hendes forventninger.

Et eksempel på en musik- og kulturbegivenhed, der opfylder flere kriterier samtidig, er Roskilde Festival. Her får hun både musik og fællesskab og mulighed for at opleve kendt og nyt, en slags kulturens kinderæg, hvor overraskelseselementerne er pakket ind i andre kulturprodukter, hun ved, hvad er. Men igen er det primære element fællesskabet – dét at dele oplevelsen med sine venner:

“Det (Roskilde Festival, red.) giver mig helt klart, at alle mine venner er der, og jeg får det dårligt, forestiller jeg mig, hvis jeg er derhjemme, og de allesammen er afsted.”

Kulturtilbud skal være synlige og billigere

På spørgsmålet om, hvad kulturinstitutionerne skal gøre for at blive synlige for hende, så det er dem – og ikke kun hendes venner – der præsenterer spændende kultur for hende, svarer hun for det første, at Facebook-begivenheder er et sted, hun kigger hen. Her finder hun både stort og småt, alt fra loppemarkeder til kulturevents. Men derudover kunne hun ønske, at kulturlivet også henvendte sig til hende på studiet, og at der lå begivenheder i dagstimerne:

“Man kunne måske godt udnytte det der med, at studerende har mere tid om dagen. Altså have nogle specialudstillingerfor studerende om dagen.”              

Men igen bliver det i sidste ende et spørgsmål om prisen – for selv med nok så meget synlighed og det, hun kalder en hungren efter kulturtilbud, så er det for hende et spørgsmål om, hvorvidt hun har råd til det, slutter hun:

“Det er helt klart prisen, der forhindrer mig i at bruge kultur.”