Blaagaard Teater: Publikumsudvikling skal op på ledelsesniveau – man kan ikke placere det i hjørnet

Mie Kanø er konstitueret teaterchef og producent på Blaagaard Teater på Nørrebro i København og har indtil juni i år været udviklingschef samme sted. Som udviklingschef har hendes arbejdsopgaver ligget i feltet mellem publikumsudvikling, projektudvikling og organisationsudvikling. Blandt andet har hun været med i transformationen fra Teater Grob til Blaagaard Teater og arbejdet med teatrets identitets- og navneskifte. En af de visioner, Blaagaard Teater har haft helt fra starten, er at skabe teater, som er mere tilgængeligt både for kunstnere og publikum.

Med en ny kunstnerisk leder, den nu tidligere teaterchef, Sargun Oshana, blev det også muligt at skabe en forandring i måden at tænke publikumsudvikling på, hvor det i større grad blev en integreret del af teatret både i det organisatoriske, såvel som det kommunikative og det kunstneriske arbejde, fortæller Mie Kanø:

“Der gik jeg fra at være publikumsudvikler til at være udviklingschef. Og det var faktisk med erkendelsen af, at hvis du skal arbejde med publikumsudvikling, så nytter det ikke noget at placere det henne i et hjørne i kommunikationsafdelingen eller hos en billetmedarbejder. Det skal op i ledelsen. Det skal op på ledelsesniveau. Og det nytter ikke noget kun at kalde det publikumsudvikling; man bliver også nødt til at kalde det for projektudvikling og organisationsudvikling.”

Repræsentation og mangfoldighed

På Blaagaard Teater har man arbejdet med at skabe større repræsentation og mangfoldighed på begge sider af scenen. Det vil sige; mangfoldighed blandt de kunstnere, der skaber scenekunsten for på den måde at tiltrække et mere mangfoldigt publikum.

Mie Kanø fortæller, at det har været forankret i Sargun Oshanas vision også at skabe større tilgængelighed for publikum. Det handler blandt andet om, hvordan teaterbygningen tager sig ud, hvilke regler, der gælder på stedet, og hvilken æstetik der er.

For Blaagaard Teater har det været vigtigt at gøre teateret mindre ekskluderende og mindre højtideligt. Af respekt for lokalområdet har de derfor forsøgt at lægge sig op ad en stil, der taler mere direkte til Nørrebro – en urban og ligefrem stil, der mere ligner magasin-æstetik end for eksempel mere traditionelle og mere formelle teaterprogrammer. Det handler om at turde skille sig ud og være det teater, man ønsker at være – for det publikum, man ønsker at tiltrække, forklarer Mie Kanø:

“Det er ikke et succeskriterium, at vi ligner de andre. Det er et succeskriterium, at vi tør gøre noget helt andet, også hvis det virker helt gak. Det har meget været en fælles snak, vi har haft. Det har været vidunderligt at have en leder, som også tænker ud over det kunstneriske rum.”

Det betyder blandt andet, at teateret engagerer sig lokalt og inviterer organisationer og samarbejdspartnere ind til nabopremierer, egne produktioner og co-produktioner, eller at man rækker ud til grupper, der ikke har været i teateret før og inviterer dem. Det kræver en god relation, hvis det skal lykkes.

Lokale relationer skaber nye møder

Et konkret eksempel på det relationsopbyggende arbejde, Blaagaard er engageret i, er de tirsdags-kaffemøder, der foregår hver tredje tirsdag på Nørrebro. Her går værtskabet på skift blandt de deltagende, som tæller både kirker, fritidsklubber, kommunale instanser og kulturaktører. Mie Kanø fortæller, hvor stor en forskel det har gjort at deltage og pludselig skabe flere, værdifulde relationer lokalt:

“Lige pludselig har jeg bare lært vores bydel meget bedre at kende og mødt mennesker, som ikke færdes i teateret.”

Selvom det er meget sjældent, at det er kunst og teater, der bliver snakket om, tilføjer hun, at det er styrken ved relationerne, at det er nemmere at række ud, når for eksempel en teaterforestilling kan være relevant.

De unge vil teateret

Et eksempel på et sådant projekt er samarbejdet med Nørrebrobyggerne, som er en boligsocial helhedsplan på Nørrebro. I sidste sæson samlede Nørrebrobyggerne en stor gruppe lokale unge, som blev inviteret i teateret tre gange på en sæson. Det involverede både Nørrebrobyggernes medarbejdere, men også nogle af teaterets kunstnere, som tog ud til de unge og fortalte lidt om, hvad det var, de skulle ind og se, og om hvordan man arbejder med teater. Allerede efter første forestilling var det unge publikum blevet fanget af teateret, fortæller Kanø:

“Anden gang, de skulle afsted, blev vi simpelthen overrendt af tilmeldinger, fordi der var flere og flere, der gerne ville med – og det samme tredje gang.”

At tage i teateret blev noget, de unge valgte til frivilligt, og efter at have fået en god teateroplevelse blev det noget, de virkelig gerne ville. Samtidig gav det de fagpersoner, der arbejder med de unge en indsigt i, hvor meget teater kan. Succesen havde altså mange afledte effekter:

“Det er en kæmpe succes, og det har faktisk gjort at dem, der arbejder med det ved Nørrebrobyggerne, har fået øjnene op for; ‘Okay, den her måde at arbejde med kunst og kultur, det gør virkelig noget ved de her unges forståelse og spejling. De får sat deres verden i perspektiv, og det er med til at dyrke deres identitetsdannelse og erkendelsesprocesser. Så det har de besluttet, at de gerne gøre meget mere af,” siger Mie Kanø og tilføjer, at flere af de unge efterfølgende også er begyndt at interessere sig for skuespil og går til auditions.

Hun understreger vigtigheden af, at teater i forhold til publikum skal være både tilgængeligt og troværdigt. Kunsten have integritet og åbne sig mod sit publikum med ærlighed og troværdighed.

Over halvdelen af publikum er nyt

Mie Kanø fortæller, at en af de store erkendelser i publikumsudviklingsarbejdet er, man kan nå langt på meget kort tid, hvis man tænker publikumsudvikling ind som en del af det kunstneriske arbejde og som en del af organisationen. Når det bliver en del af den måde, man arbejder og tænker på, sker der markante fremskridt:

“Blaagaard har eksisteret med navn i et år. Vi har haft én sæson. Og over halvdelen af de publikummer, som havde købt billet til sidste sæson, havde ikke købt billet til Grob i de tre foregående år,” siger hun. Derfor betragter Blaagaard Teater den gruppe som nye publikummer. 

Det er tal, Mie Kanø har fundet ved blandt andet at se på billetsalgsdata. Det er helt tydeligt for hende, at dataindsamling er et væsentligt værktøj i arbejdet med publikumsudvikling. Derfor er det også noget, hun vil arbejde med fremover. Mie Kanø arbejder både med kvantitative data, som er hentet fra billetsalget, og bruger også kvalitative undersøgelser og fokusgrupper. Alt i alt giver det et samlet billede af, hvem publikum er, og om de er engangskøbere eller gengangere, forklarer hun.

På spørgsmålet om, hvilke data hun endnu ikke har, men som ville være værdifuld information at få, svarer hun, at i forhold til de kvantitative data, får teateret kun data på købere. Det betyder, at hvis køberen også tager en ledsager med, så er der en stor del af publikum, der slet ikke er data på, siger hun og slutter:

“Dét er helt sikkert nogle data, som ville være rigtig fedt at have.”