Ars Nova vil appellere til et bredere publikum: – Vi skal bevare vores essens, men kommunikere den mere attraktivt
Vokalensemblet Ars Nova har et trofast men aldrende publikum, hvorfor man har igangsat den udfordrende øvelse at kommunikere attraktivt til et bredere og mindre velkendt publikum. Med redskaber fra Tutti-forløbet er man gået i gang med at indkredse en kernefortælling, der kan appellere til et nyt publikum uden at støde de trofaste fra sig.
I 45 år har skiftende sangere i det danske vokalensemble Ars Nova underholdt publikum med sit ligeledes vekslende klassiske repertoire. Thomas Kiørbye, der i kraft af sin stilling som manager i det lille ensemble varetager en bred palet af opgaver med alt fra budget til booking af koncerter, kalder Ars Novas publikum anno 2023 for et ”trofast et af slagsen”.
– Vores faste publikum kender vi ret indgående, siger han og uddyber:
– Det er mennesker, der er tilbagevendende i den klassiske musik og også går til andre klassiske koncerter. De kender altså den her verden og vores repertoire ret godt.
En publikumskrise
Deres store trofasthed til trods tør Thomas Kiørbye ikke overlade hele skæbnen og fremtiden i hænderne på sit kernepublikum. Det klassiske musikliv – og med det Ars Nova – befinder sig nemlig i, hvad han kalder for en publikumskrise. Den hersker på tværs af en lang række kulturinstitutioner- og produkter, hvis trofaste brugere har en kraftigt stigende gennemsnitsalder.
I Ars Nova har man derfor sat i gang i den udfordrende øvelse at forsøge at appellere til nye demografiske grupper. Mennesker, der er mindre hjemmevante i en verden af klassisk musik. Det er den primære årsag til, at ensemblet har valgt at deltage i Tutti-projektet, forklarer han.
-Vi har brug for at blive klædt på med nogle flere redskaber og en større teoretisk viden for at have forudsætningerne for at komme bredere ud.
Større bevidsthed om målgrupper
Selvom processen fortsat er i sin spæde begyndelse, ser Thomas Kiørbye med positive briller på dens perspektiver. Indtil videre har man blandt andet internt i ensemblet afholdt en workshop, hvor man gennem segmenteringsmodeller lært i Tutti-forløbet har forsøgt at indkredse de segmenter med størst potentiale.
Først og fremmest har disse øvelser hjulpet med en forståelse af, hvilke målgrupper de bør rette indsatsen mod. Samtidigt har processen også for alvor åbnet deres øjne for værdien af gennemtænkte kommunikationsplaner, fortæller han.
-Vi har altid sunget gode programmer med høj kvalitet, men vi har måske ikke altid været så udadvendte eller strategisk bevidste i vores kommunikation af det, siger Thomas Kiørbye.
De er nået frem til en klar erkendelse af, at det kræver noget ekstra, hvis deres projekter skal fremstå attraktivt for et bredere publikum. At det ikke er nok at være anerkendt for sin høje kvalitet eller kunne præsentere et interessant repertoire for et forholdsvis smalt publikum.
Selvom de endnu ikke er nået frem til, hvordan Ars Novas kernefortælling anno 2023 skal skæres, arbejder de allerede med en langt større bevidsthed om, hvilke modtagere de ønsker at ramme, fortæller han.
Essensen skal bevares
Thomas Kiørbye anerkender, at det også kan blive nødvendigt at skrue en smule på det kunstneriske produkt. Måske ved at trække på nye udtryksformer og anderledes inddragelse, så man ender med noget, flere mennesker kan relatere til. Han kalder det dog en hårfin balance.
-Vi skal bevare essensen af, hvad vi har stået for som ensemble i 45 år. Vi ønsker fremfor alt ikke at gå på kompromis med vores musikalske niveau, hvorfor løsningen nok ikke er at programlægge meget anderledes, mener han.
Derfor kommer det altså i høj grad ned til, hvordan de bliver dygtigere til at vinkle kommunikationen af deres projekter med konkrete målgrupper i tankerne. Men selvom de skal blive dygtigere til at sælge deres produkter, er det også her vigtigt ikke at overdrive.
-Det er jo ikke nok at lokke folk ind en gang, hvis de aldrig kommer igen, fordi de ikke føler, at produktet levede op til det, vi solgte dem.
Alle skal med på vognen
I og med Ars Nova har eksisteret i mere end fire årtier, er det naturligt også et vokalensemble med en indgroet kultur og selvforståelse. Thomas Kiørbye fortæller dog, at han ikke oplever en frustration over den igangsatte proces.
– Alle i ensemblet har jo en interesse i, at der kommer så mange som muligt for at høre os, påpeger han.
Ikke desto mindre er han bevidst om, at de skal sikre sig, at ensemblet som et fællesskab støtter op om forandringerne. Derfor er en række af sangerne løbende involveret i strategiarbejdets som medlemmer af programudvalget og som deltagere i de workshops, som finder sted i regi af Tutti-projektet. Sangere er også repræsenteret i bestyrelsen, ligesom et par stykker af dem er direkte involveret i deres markedsføring, forklarer Thomas Kiørby.
Sidstnævnte håber de altså vil føre til, at et endnu større publikum får øjnene op for Ars Novas koncerter. Det vil både løfte de enkelte koncerter, hvor det bliver bedre oplevelser for alle – optrædende såvel som publikum – når salene er så fulde som muligt. Dernæst er det også, om man vil det eller ej, et vigtigt parameter, når der i fremtiden skal søges støtte på ny.
Og så vil man også bare gerne være medvirkende til, at flere mennesker får glæde af vokalmusikken.
-Netop vokalmusik har jo potentialet til at kunne tale til alle mennesker, og vi oplever, at den, når den opføres på Ars Novas niveau, kan være lidt af en åbenbaring for folk. Men først skal de jo opdage, at det overhovedet er noget for dem. Når disse ting går op i en højere enhed, er det det hele værd, slutter Thomas Kiørby.
Om Ars Nova
-ARS NOVA Copenhagen blev grundlagt i 1979 og har etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler.
-Ensemblet har specialiseret sig i fortolkningen af renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, der udføres med præcision og nerve og med en sound, som vækker opmærksomhed overalt i verden – og har igennem årene turneret i mere end 35 lande.
-Ars Nova har indspillet en lang række CDer, der har vundet adskillige priser; heriblandt en Grammy for The Little Match Girl Passion med musik af David Lang (med Theatre of Voices på Harmonia Mundi).
-Er blandt andet finansieret gennem støtte fra Statens Kunstfond projektstøtte for musik