Svendborg Bibliotek binder kulturlivet sammen med stærke partnerskaber
Svendborg Bibliotek er en af de stærkeste og mest aktive kulturaktører i kommunen. Biblioteket indgår stærke partnerskaber med kulturinstitutioner, foreningsliv, daginstitutioner, uddannelsessteder og andre kommunale tilbud. Forventningsafstemning, åbenhed, koordinering og lyst til eksperimenter er afgørende for partnerskabers succes.
Det er regnvejr, klokken er over 16, og alligevel er der mange mennesker på Svendborg Bibliotek. En ældre mand står med en plastikpose i den ene hånd og afleverer bøger med den anden – en ad gangen, forsigtigt og langsomt. En familiefar går med hurtige skridt og kalder sit ene barn til sig, mens det andet allerede kender vejen til børneafdelingen. To snakkende veninder går automatisk udenom ham uden at stoppe samtalen. Om en times tid holder den lokale Girltalk.dk-afdeling foredrag om det moderne teenageliv, hvor både forældre og teens kan deltage. Det summer af liv på et bibliotek i provinsen.
Selvom Svendborg Bibliotek ligger lidt i udkanten af byen er den en central aktør i det levende kulturliv, der kendetegner både byen og oplandet omkring den:
“Borgerne, der kommer her, synes, at alle har ret til et bibliotek. Og det har alle danskere også. Alle kommuner skal have et bibliotek og en musikskole,” siger Nanna Ask, Koordinator for kommunikation og formidling på Svendborg Bibliotek.
Blandt andet derfor indgår hun og hendes kollegaer i mange forskelligartede partnerskaber og projekter for at gøre biblioteket relevant for mange forskellige målgrupper – fra prestigefyldte Svend-filmdage til den lokale bar, fra ordblindenetværk til brætspilscafe, fra naboen Danmarks Forsorgsmuseum til Svendborg International Maritime Academy, SIMAC.
Alle har ret til et (fedt!) bibliotek
Partnerskaberne er en grundpille i bibliotekets arbejde, og der er efterhånden så mange af dem, at de opstår organisk. Med andre ord kommer initiativet nu både fra biblioteket selv, og fra andre, der gerne vil have biblioteket med på et projekt eller samarbejde.
Det sker, både fordi biblioteket aktivt deltager i mange netværk, og fordi de mange år med forskelligartede partnerskaber har givet Svendborg Bibliotek et ry, som et sted, der er åbent for fede idéer – og så sker det, fordi folk generelt føler et ejerskab, tilhørsforhold og en ret til at bruge deres bibliotek:
“Det giver jo noget at leve op til, hvis alle borgere går rundt og har en opfattelse af, at ‘jeg har ret til et fedt bibliotek. Det har jeg betalt for, og jeg lever i et velfærdssamfund i en by, hvor der er skruet op for kulturen. Så hit med det’. Det betyder også, at man har det som en selvfølgelighed: ‘Jeg går lige ned på biblioteket og ser, om de er friske’. Og så møder man heldigvis, at det er vi,” siger Nanna Ask.
Hun tilføjer, at i de tilfælde, hvor biblioteket siger nej, handler det ofte om, at biblioteket ikke har den profil eller kompetencer, der efterspørges:
“Men det ved vi, at de har ovre på VUC eller i forsamlingshuset. Så siger vi: ‘Prøv at spørge dem dernede – jeg kan lige give dig et telefonnummer’.”
På den måde fungerer biblioteket både som formidler og bindeled i byens kulturliv.
Netværk, åbenhed og klar forventningsafstemning
Når biblioteket siger ja, er det afgørende at holde et møde og få lavet en klar forventningsafstemning fra starten.
“Det handler om at gå ind i dialogen helt vildt tidligt, fra første initiativ sige: ‘Yes, lad os mødes og snakke om, hvordan vi kan lave mere kultur til glæde for flere’,”siger Nanna Ask og uddyber, at det i den samtale også skal gøres klart, hvem, der kan bidrage med hvad, men også og næsten lige så vigtigt, om ikke at lave ‘dobbeltkonfekt’, såfremt andre aktører er igang med noget lignende.
I så fald er det meget bedre at koble sig på og tilbyde at bidrage til deres projekt. Netop sådan bruger man ressourcerne mest hensigtsmæssigt, samtidig med at samarbejder og nye partnerskaber styrkes.
Det første møde skal gerne give en pejling om, hvor mange ressourcer de enkelte aktører har mulighed for at bidrage med:
“Man skal lukke det op på en kvalificeret måde. At lukke det op kan godt være at sige,’vi venter lige til efter jul’. Det handler om at sige, hvad der er ens begrænsninger og muligheder. Dem skal man kende, så man ikke kommer til at love for meget på det første møde,” siger Nanna Ask med et smil.
Hvordan indgår vi partnerskaber på en relevant måde?
I det netop afholdte Svend-filmdage har biblioteket lagt hus til forskellige arrangementer, som de selv er med til at udvikle. Her sidder biblioteket i et netværk med kulturproducenter, og for at samarbejdet netop er samskabt, handler det om at se, hvordan biblioteket her kan indgå på en relevant måde:
“Vi siger: ‘Biblioteket ønsker, at vi forholder os til dansk på film og i tv-serier, er det noget, vi kan finde ud af sammen?’ Så modererer vi det og laver tilmeldingerne og det foregår hos os, men så er det et Svend-arrangement,” forklarer Nanna Ask og tilføjer, at det er Svend-Filmdage, der laver kontrakt med oplægsholderen. På den måde fordeles opgaverne i samarbejdet.
Bibliotekets samarbejdspartnere har alle det til fælles, at de vil lokallivet noget og har lyst til at bidrage til at gøre byen levende og til at gøre borgerne interesserede i hinanden og verden. Derudover er de så forskellige, at samarbejdsformer altid skabes på ny, når de indgås, forklarer Nanna Ask:
“Hvert samarbejde har sin egen form og sin egen kultur.”
Kulturlivet skal altid udfordres
Hun understreger, at det at skabe et levende kulturliv – næret af samarbejder – kun kan ske, hvis kulturen hele tiden udfordres. Hvis en kultur stagnerer, dør den hen. Derfor skal man som aktør have en åbenhed for at prøve nye ting og dermed også være indstillet på, at nogle samarbejdsrelationer vil være nemmere end andre, nogle projekter vil lykkes og andre vil ikke. Det er en del af processen. Her kommer evaluering og erfaringsindsamling helt naturligt ind i billedet, ikke som kvantitativ dataindsamling, men som en kvalitativ evaluering af, hvad fungerede rigtig godt, hvad gjorde ikke, og hvad lærte man undervejs?
Nanna Asks bedste råd til andre, der gerne vil indgå i partnerskaber, samarbejder og fælles projekter handler om skabe klarhed – både for sig selv, for sine samarbejdspartnere og for projektet:
“Giv et kvalificeret ja eller et kvalificeret nej. Vær åben for den gode idé, kend din begrænsning og din måde at arbejde på,” siger hun og tilføjer:
“Jeg synes, det er fedt, at vi er et sted, hvor folk siger, ‘skal vi ikke lige gå op og snakke med dem på biblioteket?’”
Fordi alle i byen ved, at på Svendborg Bibliotek er der altid plads til gode idéer: Hvis ikke biblioteket kan realisere dem, så ved de helt sikkert, hvor man i stedet skal gå hen.
Partnerskaber med Svendborg bibliotek
Svendborg Bibliotek samarbejder blandt andre med:
Scala Biograf, Spillestedet Harders, Svendborg Musikskole, Svendborg Ungdomsskole, AOF, VUC, Bar105, Kulinarisk Sydfyn, SAK, Svendborg Gymnasium, Svendborg Skakklub, The Animation Workshop, HK Grafisk, FilmFyn, Svend Filmdage.
Kommunens daginstitutioner, klubber, dagplejere, skoler, Ungdomsskolen, Svendborg Kunstbygning SAK, BaggårdTeatret, Yu-Gi-Oh!-klubben, Naturama, B&U Teatret, Danmarks Kostumarium og Café Væredygtig, Bibliotekets frivillige sprogtrænere, lokale forfattere og bogskrivere, Cultural Pearl-netværket.
Frivillige i Johannes Jørgensens Hus, Barselsboblen, Svendborg Dage med Brecht, Svendborg Museum, Danmarks Forsorgsmuseum, SIMAC, UCL, Erhvervsskolen, Folkeuniversitetet, Brætspil Svendborg, Svendborg Natur- og miljøskole, Fonden for socialt ansvar – læsehunde, CSV, FGU, Den Frie Lærerskole, Oure Kostgymnasium, 10.klassescentre, Nymarkskolen, Skole og Uddannelse (Skoleafdelingen), Sydfyns Kulturforening og Børnekulturelt netværk.
