Hvordan er idéen til et så storstilet projekt opstået?

“Jeg skrev ‘Sensuous Society Manifesto’ i 2008 som reaktion på den finansielle krise og den vedvarende økologiske krise. Her forestiller jeg mig præmisserne for en fremtidig verden, der tager sit udgangspunkt i det sanselige og poetiske fremfor i den nuværende økonomiske rationalitet.

Sisters Hope’s projekter forholder sig i dag alle direkte eller indirekte til dette manifest. I ‘Sisters Academy’ udforsker vi for eksempel, hvordan skolen og uddannelsessystemet vil se ud i sådan et sanseligt samfund, og ‘Sensuous City’ omhandler byen i et sanseligt samfund.

I vores samarbejde med Dansk Kulturinstitut (DKI) undersøger vi, hvordan sådan et sanseligt samfund ville udfolde sig i vidt forskellige dele af verden, centreret omkring de byer, hvori instituttet har centre. Da vi indledte dialogen om samarbejde med DKI, var vi enige om, at vi ønskede et længerevarende strategisk samarbejde, og DKI fattede stor interesse for vores tanker omkring det sanselige samfund og vores konceptualisering af ‘Sensuous Society – Beyond Economic Rationality’.”

Hvordan har I grebet opgaven an?

Vi vil i første omgang besøge hver af de verdensbyer, hvor DKI har centre. Her vil vi først komme på indledende besøg for at researche, møde lokale partnere og lave en performance-manifestation, der simultant kan streames i hele verden. Disse besøg kalder vi ‘Sisters Sensing the World’.

På baggrund af denne indledende tur vil vi konceptualisere hvilken større manifestation, vi skal udfolde i denne specifikke lokale kontekst – men altid med henblik på en undersøgelse af sanselighed og det sanseliges betydning i denne specifikke kulturelle kontekst. Det første stop bliver Skt. Petersborg, hvor den større manifestation bliver ,Sisters Academy – The Takeover, på den russiske folkeskole – Skole 204.”

Hvordan har I skabt et samarbejde, der nu resulterer i , at I rykker ind i den russiske folkeskole? Hvorfor netop russisk? Kan du fortælle lidt om samarbejdet med School 204?

“Da vi i hver by er hostet af DKI, inkluderer vores indledende besøg en præsentation af vores arbejde efterfulgt af en performativ øvelse, ‘Den Poetiske Selv-øvelse’, på det lokale center. Her inviterer det lokale DKI-center potentielt interesserede samarbejdspartnere, producenter, kuratorer, forskere, kunstnere og andre, der måtte have interesse for vores arbejde, eller som vi ønsker, at møde.

Et sådant besøg foretog vi i Skt. Petersborg i november 2019. Her deltog vicerektor for Skole 204. Hun fattede straks dyb interesse for vores arbejde og inviterede os til at besøge skolen. Ved dette besøg stod det klart for os, at skolen ville skabe de ideelle rammer for en manifestation. Her ringede skoleklokken ind efter frikvarter ved at spille Stravinsky ud af højtalerne. Samtidig var det interessant for os, at det er en folkeskole.

Sisters Academy – The Takeover’ er en overtagelse af og et indryk på en faktisk skole. Men i de dage vi er der, transformeres skolen om til at være skolen i et sanseligt samfund. Det vil sige at vi installerer en omfattende scenografi, lyd og lysdesign, og selv flytter ind på skolen som nye kollegaer til de eksisterende lærere, og alle undersøger vi i fællesskab ‘Sanselige Læring’. Skemaet forsætter, men lærerne spørger sig selv, hvordan de ville undervise i deres fag, hvis den æstetiske dimension dominerede fremfor den nuværende økonomiske rationalitet, og så eksperimenterer de med sådan et sanseligt læringsgreb, mens vi er der.

Skolen indhylles, selv toiletterne og skolegården, i et atmosfærisk soundscape, og alle lamper filtreres i pink, rød, blå og så videre. Som nye kollegaer på skolen lever og underviser vi fra vores ‘Poetiske Selv’, som er en levet manifestation af de poetiske og sanselige sider af vores væsen – selvet i et sanseligt samfund kunne, man måske også sige. Eleverne kommer i sort og hvidt uden telefoner eller tablets og har de-brandet alt deres tøj. Det er som en stor performance-installation men samtidig en reel skole, hvor vi reelt undersøger og eksperimenterer med nye læringsgreb, der tager udgangspunkt i det sanselige og poetiske.”

Hvilke udfordringer har der været undervejs – udover corona? Hvad har virket? Og hvad har ikke virket?

“Der har været udfordringer i forhold til sproget og kulturelle normer for planlægning og aftaler. For eksempel skulle vores samarbejdsaftale både udarbejdes på engelsk og russisk, og det er krævende for os at justere den og være helt sikre på, at vi har forstået hinanden. Når noget skal justeres, skal det gennem mange lag for at blive godkendt, og der er mulighed for misforståelser i dialogen, der også nogle gange går gennem en oversætter.

Til gengæld har vi et rigtigt godt udgangspunkt at forstå hinanden ud fra, da den indledende præsentation og øvelse på DKI samt vores besøg på skolen satte et rigtigt godt fælles grundlag og en fælles forståelse at arbejde videre ud fra. Så vores langvarige strategiske samarbejde med DKI, DKIs rammesættende værtskab, det indledende besøg inklusiv besøg på den lokation, hvor vi skal manifestere, er af afgørende betydning.”

– I forhold til publikumsudvikling, hvordan har I så grebet den opgave an med et projekt, der spænder over flere år – og over flere kulturer?

“Kernen i vores publikumsudvikling er et dybt ønske om at demokratisere det æstetiske. Hermed mener vi at åbne adgangen til det sanselige og poetiske for så mange mennesker som muligt. De mange mennesker for os går på tværs af nationale grænser, alder, køn og andre skel, der foretages. Dette ønske og denne tilgang til mennesker tager vi således med os, uanset hvor vi er.

Da det er en dyb intention, er de langvarige perspektiver altid meget interessante for os. Her får vi mulighed for at forfine og ekspandere vores tilgang og projekter over tid, så de kan virke endnu stærkere på publikum, som vi ville kalde deltagere eller ’beboere’ af det sanselige, og komme endnu flere til gode. Vi forestiller os ikke, at alle får det samme ud af det, men vi mener, at alle skal have adgangen og muligheden for at opleve, hvad der kunne være at høste for dem i det sanselige og poetiske rum.

Jeg tror, vi kommer til at opleve, at der er meget mere, der forbinder os som mennesker, også på tværs af kulturer, end der adskiller os. Dermed kan det, at vi bevæger os på tværs af steder og kulturer over tid, også være med til at skabe en fortælling og forståelse af denne forbundenhed.”

Er publikumsudvikling noget, I hos Sisters Hope tænker ind som en del af jeres forestillinger?

“Det er det på den måde, at vi altid integrerer flere deltagelseslag med henblik på at åbne vores manifestationer for mange forskellige deltagere. For eksempel inviterer vi i ‘Sisters Academy – The Boarding School’, som er en forestilling, hvor man skal være myndig for at købe billet, altid skoleklasser ind på to timers ekskursioner, gæster ind til rundvisning, laver seminarer indenfor rammerne af værket, hvor andre igen kan deltage.

Så for os hænger publikumsudvikling tæt sammen med vores intention om at demokratisere det æstetiske og dermed åbne adgangen til det sanselige og poetiske for så mange mennesker som muligt.”

Foto: Diana Lindhardt