Hvordan skaber kulturinstitutioner fællesskaber, der fungerer? Dét spørgsmål var i centrum, da Applaus og Kulturens Analyseinstitut inviterede til samtalen “Alt det vi ved om kulturens fællesskaber” på Kulturlivets Topmøde i Vejle i starten af marts. 

Udgangspunktet var en række undersøgelser, som peger på en vigtig pointe: Fællesskaber opstår sjældent spontant. Til gengæld spiller de – som Esben Danielsen, direktør for Kulturens Analyseinstitut, understregede – en afgørende rolle, hvis man som institution vil nå nye målgrupper: 

“Rabatter på kulturinstitutioner tiltrækker særligt én type gæster: Dem, som kommer i forvejen. Men fællesskaber – de har potentiale til at nå ud til helt nye segmenter. Vores analyser peger nemlig på, at unges største barriere for at besøge en kulturinstitution er, at de mangler nogen at følges med.” 

Spørgsmålet var derfor: Hvordan faciliterer man fællesskaber i praksis? Det gav de fire paneldeltagere hver deres svar på. 

At give fællesskabet nøglen 

På Nørrebro Teater arbejder man aktivt med at invitere nye fællesskaber ind i huset og give dem reel indflydelse. Ifølge teaterdirektør Janne Villadsen handler det om at mindske afstanden mellem institutionen og de mennesker, man gerne vil engagere. 

“Vi bilder ikke os selv ind, at vi i direktionen – fire kvinder i 40’erne – kan definere, hvad der optager de unge” lød det fra scenen. “Hvis teatret vil lave noget for unge, skal de unge også være med til at skabe det. Ellers bliver det hurtigt utroværdigt” tilføjede hun. 

Derfor inviterer teatret kunstnere og samarbejdspartnere ind, som selv har forbindelse til de fællesskaber, de repræsenterer. Det kræver mod at give slip på noget af kontrollen. Til gengæld opstår der større engagement og ejerskab. 

På publikums hjemmebane 

Hos PASSAGE Festival arbejder man med fællesskaber på en helt anden måde: Man flytter scenekunsten ud i byen. Festivalen præsenterer forestillinger i alt fra havneområder til frisørsaloner, og modsat Nørrebro Teater rejser PASSAGE ud og møder målgruppen på deres hjemmebane. 

Ifølge festivaldirektør Jens Frimann Hansen, skaber det ofte møder og diskussioner, som man ikke på forhånd kan forudsige: 

“Når kunstnernes intentioner møder publikums forventninger og stedets egen logik, opstår der noget tredje – en samtale eller en diskussion, der ikke på samme måde kan opstå i vores digitale ekkokamre” 

For ham er festivalen tæt knyttet til demokratiet, og ambitionen er derfor at skabe rum, hvor vidt forskellige mennesker mødes ansigt til ansigt.  

Klubmodellen   

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg havde et tredje bud på, hvordan fællesskab kan tage sig ud. 

Museet har opbygget en klub med omkring 7.500 medlemmer, som får adgang til koncerter, talks og workshops. Det bunder i direktør Lasse Anderssons holdning om, at fællesskaber godt må koste penge – og at man godt må kræve noget af sit publikum. Ifølge ham er ambitionen heller ikke at invitere publikum ind som medskabere. At kuratere indhold – siger han med et glimt i øjet – er de bedre til selv. 

“Men,” tilføjer han, “vi inviterer til gengæld eksterne aktører ind til at kuratere indhold og arrangementer, som tager udgangspunkt i vores eget indhold.” 

Her fortæller han om et arrangement for Kunstens klubmedlemmer, hvor bandet APHACA spillede koncert, og Miriam Kongstad performede sit værk Hard Play (2024). Eventet tiltrak over 3.000 gæster i alle aldre og var på den måde med til at facilitere fællesskab på tværs af generationer. 

Relationerne i første række 

Dagens sidste paneldeltager var Thomas Beyer, leder på spillestedet Turkis i Aarhus. 

Hos Turkis er fællesskabet vokset frem omkring en stærk frivillig kultur og et tæt samarbejde med lokale musikmiljøer. Dette samarbejde er helt centralt for Turkis, og det har blandt andet betydet, at unge aarhusianere nu efterspørger at bruge Turkis som samlingssted. Selv når der ikke er koncerter på programmet.

Thomas Beyer slog dog også fast, at communityarbejde ikke er noget, der passer sig selv. Derfor har spillestedet oprettet en stilling som community manager, der arbejder med relationerne til frivillige, musikere og samarbejdspartnere. 

For som Thomas Beyer forklarede, handler fællesskaber i sidste ende om relationer mellem mennesker – og relationer kræver, at nogen tager ansvar for at pleje dem. 

Enighed på tværs: Det kræver prioritering 

Det var en vigtig pointe i sig selv, at dagens panel repræsenterede fire forskellige måder at skabe fællesskaber på. Paneldeltagerne illustrerede og udtalte, at der ikke findes én rigtig løsning på, hvordan kulturinstitutioner skaber fællesskaber. Det afhænger af institutionens type, størrelse, publikum og den lokale kontekst. 

Til gengæld lød det samstemmende fra scenen: Uanset om din institution er stor eller lille, og om den arbejder med scenekunst, musik eller museumskunst, kræver det en klar prioritering, hvis man vil lykkes med at skabe fællesskaber. 

Arbejdet med fællesskaber må ikke udformes som sideprojekter eller venstrehåndsarbejde. Det skal forankres på ledelsesniveau og tænkes ind i hele organisationens arbejde.