Gjethuset er én af de institutioner, som er medlem af Applaus og som arbejder aktivt på at indsamle viden om deres gæster, og hvordan de oplever Gjethuset.  

Ligesom mange andre har Gjethuset haft succes med at opsøge deres gæster fysisk på institutionen. Så hvad gør man, når det fysiske møde ikke længere er muligt?

Ikke tid til en pause  

En nem løsning ville være at sætte publikumsarbejdet på pause. For Gjethuset var svaret dog i stedet at skrue op for deres digitale kanaler. 

Christina Bank Bjerregaard, Marketingansvarlig, booker & udviklingskonsulent hos Gjethuset fortæller, at de har gjort brug af deres sociale medier og tilføjer: “Derudover har vi udsendt et dedikeret nyhedsbrev med fokus på publikumsundersøgelsen, vi har gjort spørgeskemaet tilgængeligt via en landingsside på vores hjemmeside, og vi har placeret et fast link til undersøgelsen i footeren på alle vores nyhedsbreve.” 

På den måde er Gjethuset et rigtig godt eksempel på, hvordan man som institution kan anvende sine kanaler på en effektiv måde alt efter sæsonen, mener Victor Olsen, analytiker hos Applaus:

“Man behøver ikke én stor og samlet digital indsats. Man kan faktisk nå meget langt med en bevidst udnyttelse af de kanaler, man allerede har i brug. På den måde møder publikum undersøgelsen der, hvor de i forvejen er i kontakt med Gjethuset.” 

Hvad lukkeperioden kan lære os   

Erfaringen har alligevel bekræftet noget vigtigt: Den personlige kontakt er stadig den stærkeste indsamlingsform. Gæster der bliver mødt af en frivillig og opfordret direkte til at deltage, gennemfører spørgeskemaet i langt højere grad end dem, der møder undersøgelsen digitalt. 

Lukkeperioden har dog også vist, at en vedholdende digital tilstedeværelse gør det muligt at holde kontakten med publikum og fortsætte indsamlingen, selv når aktivitetsniveauet er lavt. 

Christina Bjerregaard fortæller, at resultaterne skal bruges til at udvikle personaer for Gjethusets forskellige målgrupper, som omsættes til fysiske persona-kort og briefingark til brug for ansatte og frivillige ved arrangementer. Publikumsindsigterne bliver på den måde et praktisk arbejdsredskab i hverdagen, ikke bare et strategidokument. 

Et godt råd 

Gjethusets råd til andre institutioner er enkelt: vent ikke på de perfekte omstændigheder. En lukkeperiode er ikke en grund til at sætte publikumsarbejdet på pause. I stedet bør man bruge de kanaler, man allerede har, og holde kontakten med sit publikum, også når dørene er lukkede.”