Applaus på Kulturlivets Topmøde
Vi er med på Kulturlivets Topmøde, hvor vi sætter fællesskaber på dagsordenen.
Kulturlivets Topmøde
DEN FRIE TANKE – I FULD FLOR ELLER FRIT FALD?
Et frit og åbent samfund kræver et stærkt kulturliv, der danner, forbinder og giver plads til den frie tanke. I en tid præget af polarisering, platformstænkning og en udvikling, der skubber eftertanken væk, har vi brug for kunstens og kulturlivets rum. I et år med valg til Folketinget er det vigtigere end nogensinde at stå stærkt sammen om netop dette.
På Kulturlivets Topmøde 2026 inviterer Dansk Kulturliv til samtale på tværs af kulturens aktører om, hvorvidt den frie tanke står i fuld flor, eller om den er i frit fald.
Hvordan styrker vi kulturlivets vilkår for at fremme det, som gør os i stand til at leve frit, tænke frit og være uenige uden at gå i stykker?
Kulturlivets Topmøde arrangeres af Dansk Kulturliv i samarbejde med Vejle Musikteater, Vejle Kommune, Applaus, Kulturens Analyseinstitut og Dansk Kulturinstitut.
Applaus' temascener
Applaus arrangerer to panelsamtaler:
1. Panel: Alt det vi ved om kulturens fællesskaber
Hvad vil det sige at være en del af lokale kulturelle fællesskaber?
Hvad ved vi egentlig om de grupper der er med i kulturens fællesskaber – og dem der står udenfor?
På temascenen undersøger vi, hvad det betyder, når kulturelle fællesskaber bliver lokalt forankret, og når konkrete institutioner fungerer som samlingspunkter for relationer og fortællinger.
Samtalen vejledt af den antagelse, at stærke fællesskaber sjældent opstår af sig selv, men kræver facilitering, værter og formater, der aktivt inviterer nye grupper ind.
2. Panel: Fællesskaber på kanten – i medgang og modgang / Frontier communities – in good times and bad
Hvad kan vi lære af vores internationale kolleger, der sikrer samlingssteder og fællesskaber i omskiftelige politiske landskaber? Hvad betyder det for sammenholdet at skabe fællesskaber tæt på eller direkte i konfliktzoner?
I denne temascene inviterer vi repræsentanter fra kulturinstitutioner ind fra europæiske konfliktområder til en samtale om fællesskabers rammer i et internationalt perspektiv – og særligt hvad et ydre politisk pres betyder for kulturelt sammenhold og kunsten som samlingssted.
Måske er kulturinstitutionens rolle ikke så forskellig, uagtet om det ydre pres kommer fra en krigerisk nabo, en undertrykkende stat eller en ungdom præget af ensomhedskrise.
Tilmelding
Arrangementet finder sted tirsdag d. 3. mart 2026 kl. 09.30-17.00 i Vejle Musikteater
Tilmelding foregår via Dansk Kulturlivs hjemmeside.
