Samtalen var levende mellem både scene og sal, da Applaus satte tre forskellige kulturaktører stævne på Kulturmødet Mors. Paneldebatten havde publikumsrelationer og -udvikling som hovedfokus. Mette Wolf, teaterdirektør på Folketeatret, musiker Fallulah og instruktør og kunstnerisk leder af Fix & Foxy, Tue Biering forholder sig alle aktivt til deres publikum.  

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt, og hvilken rolle kan publikum have i udviklingen af det kunstneriske arbejde? spurgte Applaus. 

Hvor starter og stopper værket i mødet med publikum? 

Fallulah forklarede, at det for hende kan være svært at sige, præcis hvor værket slutter, og hvor publikum begynder. Særligt til koncerter, hvor live-situationen gør det muligt for publikum både at synge med, klappe og bevæge sig til musikken. Her sker der en vekselvirkning mellem kunstneren og publikum, som er markant anderledes, end når Fallulah udgiver musik, der møder publikum som et færdigt stykke, de ikke er en del af. 

“Det er en spændende ting at snakke om, for hvor starter og stopper værket? Hvis jeg tænker live, hvis det er fokuspunktet, så kommer jeg fra en verden, hvor det er helt naturligt at inddrage publikum, når man står oppe på scenen – indenfor den genre, hvor jeg laver musik. Vi klapper sammen, vi synger med. Man kan bede dem om at gøre et eller andet skørt, og så er de næsten altid med på det.”

Sådan sagde Fallulah og tilføjede, at sådan ville det formodentlig ikke være, hvis man gik til en klassisk koncert.

Farvel Spotify – og hej Patreon 

Fallulah fortalte, at hun gør sig mange overvejelser om sin kommunikation, når hun skal udgive musik. Både i løbet af den skabende proces og i tiden op til udgivelsen. Som musiker har hun et trofast publikum, der følger både hende og hendes musik. Hun har en mere direkte kontakt med dem, efter at hun har droppet streamingtjenester og i stedet har valgt platformen Patreon: 

“Jeg er tæt på publikum på den måde, at jeg har fravalgt streaming for tre år siden og har skullet finde nogle alternative måder at kommunikere på. Blandt andet har jeg noget, der hedder en Patreon. Det er et community på internettet, der er medlemsskabsbaseret, hvor jeg kommer tæt på de folk – som er fra hele verden. Det nyder jeg enormt meget” sagde hun, og fortsatte: 

“Der har jeg oplevet, at de er mega interesserede i at komme tæt på mig og processen. De er egentlig ikke så interesserede i at komme med feedback til det, jeg laver eller gør sig specielt mange tanker omkring det. Andet end at de bare er glade for at være med på rejsen. Og der kan jeg mærke, at det fungerer godt for mig. Det er mig, der er kunstneren og den, der skaber noget, andre kan leve sig ind i. Og jeg lægger ikke for meget ansvar over på mit publikum.” 

Det står i ret stor kontrast til nogle af de oplevelser, hun tidligere har haft i internationale sammenhænge. Hun har oplevet kommercielle interesser dominere, hvad der ellers skulle være kreative beslutninger, og hun har oplevet ikke at blive hørt. At sige fra overfor det, fortalte hun, er muligvis grunden til, at hun stadig laver musik. Med sin egen platform har fuldstændigt ejerskab over sin musik og en ægte relation til publikum. 

Det, publikum gerne vil have versus dét, kunstneren vil give 

Teaterinstruktør og kunstnerisk leder af Fix&Foxy, Tue Biering, har gjort sig nogle klare overvejelser om, hvorvidt publikum skal være aktive eller passive. 

Som instruktør har han ønsket, at publikum gik hjem med noget, de skulle forholde sig til. Eller, som han selv formulerede det, han havde mere lyst til, ‘at give folk problemer, end at give dem løsninger.’ 

“Nogle gange hjælper det at lægge det ud hos dem (publikum, red.). De skal selv finde ud af, at de er en del af regnestykket. Det har nogle gange været afgørende for mig at invitere dem op på scenen, eller invitere dem fra scenen ned blandt publikum. Eller lade være med at have en scene, og så lade rummet være åbent,” sagde Tue Biering. 

I en lang periode inviterede han folk ud andre steder end ind på en kulturinstitution netop i et forsøg på at gøre publikum mindre forudindtagede overfor det, de skulle opleve: 

“Ved at invitere dem til en fabrikshal eller invitere dem ind i et tog, havde jeg på en måde afmonteret alle de kontrakter, man normalt har i teateret. Og så var folk meget mere åbne for at indgå i nogle forskellige sammenhænge. Det er langt sværere, når de kommer ind i teateret. For dér er simpelthen bare så meget automatpilot på vores forestillinger, om hvordan vi er som publikum,” forklarede han. 

Biering fortæller at han har gjort sig mange tanker om, hvordan oplevelsen kan blive mere umiddelbar og fri for forventninger. Det afhænger hver gang af, hvad den kunstneriske intention er, og der findes ikke en kunstnerisk umbraco-nøgle til formålet. Den del af opgaven skal udvikles og er forskellig fra værk til værk, forklarede han. 

Man får lyst til at gentage succeser – men det er ikke kunstens opgave 

Som teaterdirektør på Folketeatret, tidligere direktør på Nørrebro Teater samt udviklingschef på Betty Nansen Teatret har Mette Wolf årtiers erfaring med at navigere i feltet mellem publikumsudvikling, kunstnerisk udvikling og succeser. Succeserne kan man have lyst til at gentage, fordi man på den måde er mere sikker på modtagelsen. Men Mette Wolf understregede, at det ikke er kunstens rolle at være en kommerciel succes. Som teaterleder holder hun sig i tilpas afstand af den kunstneriske proces. 

På spørgsmålet om, hvilken rolle publikum spiller for hende som teaterleder, svarede hun, at publikum i sagens natur spiller en kæmpe rolle, fordi teateret lever af dem og for dem.  

I alle de år, hun har været teaterdirektør, har publikum haft en stor indflydelse på hendes måde at lave teater. 

“Det kan både være i værket, altså i den måde man skaber en forestilling på – ved at interviewe publikum og bruge det, omsætte det til en kunstnerisk tekst eller format. Men også noget, der nok er mere kommercielt end det du bevæger dig i, Tue (Biering, red.), men som egentlig i virkeligheden er de samme metoder,” sagde Mette Wolf.  

Hun pointerede, at det ikke kun er i kunsten, men også i organisationen, at publikum har stor magt: 

“Altså publikumsudvikling. Det at spørge publikum om oplevelsen, arbejde med ambassadørgrupper, paneler, spørge til deres oplevelse. På en anden måde, end om de var glade for at købe en billet, og hvordan de havde det med købsoplevelsen. Mere hvordan de havde det med oplevelsen, dét at være på et teater, som ikke nødvendigvis kan omsættes i en billetkøbsoplevelse.” 

Kend dit publikum 

Sammenfattende handlede en stor del af samtalen om, hvordan man lærer publikum at kende. Man skal finde ud af, hvad man vil dem. Her er data, i følge Mette Wolf, helt afgørende, hvis man vil have viden om dem, der allerede finder vej til salen, og dem, der ikke aner, at man findes – og at man faktisk har noget til netop dem:  

“Vi er jo lidt mere på den, når det handler om folk, der overhovedet ikke aner, at vi er der. Eller hvor vi slet ikke dukker op i deres feed, eller de læser aldrig en avis, eller de kunne aldrig drømme om at opsøge os. Så der er jo lidt nogle andre ting, man skal have i spil,” sagde Mette Wolf og sluttede: 

“Jeg tror på, at vi løser det gennem det, vi tilbyder. Det, vi skal have i huset, skal være meget målrettet på nogen, der ikke normalt vil være på et teater. Vi prøver at have mange forskellige formater og bruge huset på forskellige tidspunkter, på at have meget forskellige billetpriser, da det også har betydning, hvis man ikke kender et teater. Og så skal vi finde ud af at formidle og kommunikere på en anden måde end den gængse.”