Kulturinstitutioner skal klædes på til at modtage kulturpas-målgruppen

“Der er helt klart et arbejde i at få en hel institution til at forstå kulturpas-målgruppen, fordi det socialt er et noget anderledes møde, end man er vant til,”siger Simon Agner Holm, skoletjenesteleder på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Naturhistorisk Museum Aarhus har som kulturpartner i Opgang2-forløbet, ‘Sammen ud i verden’ arbejdet med at byde en særlig og i nogle tilfælde også sårbar målgruppe af unge indenfor. Forløbet henvender sig til unge i alderen 15–24 år, som står uden for uddannelse og beskæftigelse, og som ofte kan opleve at føle sig isoleret. 

Derfor er første skridt at række ud og komme de unge i møde – men for at kunne gøre det, skal man sætte sig ind i hvem, de unge er, forklarer Simon Agner Holm: 

“For os har det været vigtigt at have et intromøde, hvor alle får indblik i Opgang2 og den målgruppe (sårbare unge, red.), de arbejder med – og hvilke udfordringer, de unge har. Jeg tror, at nogle medarbejdere kan få lidt berøringsangst. Man kan godt se på de unge, at de kan være utilpasse, og de måske ikke ved, hvor de skal vende sig hen.”

Ræk ud til målgruppen på en ‘ufarlig’ måde

Opgang2 er en kulturinstitution, som har årelang erfaring med at arbejde med sårbare unge og kulturproduktion. Derfor har det været en stærk samarbejdspartner, der har kunnet dele projekterfaringer og grundlæggende viden om unge med for eksempel neurodivergens, en viden, som Naturhistorisk Museum har manglet:

“Det var rigtig godt værktøjsmæssigt. Men også godt at få opmærksomhed på, at der er en målgruppe, som kan være i fare for at blive tabt på jorden, hvis ikke man gør en indsats,”siger Simon Agner Holm.

Han fortæller, at Naturhistorisk Museum af Opgang2 blev opfordret til at ‘komme på besøg og sige hej’ til de unge. Et besøg på en lille halv time, hvor man som kulturinstitution præsenterer sig og rækker ud, gør det første møde uforpligtende og ufarligt, både fordi initiativet ligger hos kulturinstitutionen og fordi, der ikke kræves noget af målgruppen.

Ideelle rammer og særlige hensyn møder virkelighedens begrænsinger

Simon Agner Holm forklarer, at ‘Sammen ud i verden’-forløbet også har vist, at arbejdet med kulturpasbrugerne er et kompromis mellem hvad, der ville være de ideelle rammer for målgruppen, og hvad der er de faktiske: 

“Hvor meget hensyn kan vi tage? Rent fysisk skal de have noget plads, nogle rum, de synes er rare at være i, og som de kan trække sig til. Der bliver man jo begrænset af de fysiske rammer.”

Det har været nødvendigt at prioritere områder med åndehuller til gruppen på museet, hvis indtrykkene er blevet for overvældende. Samtidig har det reelt ikke altid været muligt at afsætte et rum, der var eksklusivt for netop kulturpasbrugerne.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at lave særhensyn, eller om det netop er med til at fastholde målgruppen i at være sårbare, svarer Simon Agner Holm, at også det er en afvejning:

“Alle (medarbejdere, red.), der kommer i kontakt med vores gæster skal vide, hvad det drejer sig om, og hvordan man skal tage imod dem og begå sig, når de er her.”

På den anden side, fortæller han, valgte museet i en af deres møder med kulturpasbrugerne med vilje at  gennemføre en almindelig rundvisning uden andre særhensyn end muligheden for at trække sig, hvis for eksempel lugten af udstoppede dyr eller mængden af information var for overvældende. Det handler både om, hvilke ressourcer man har, og om at stå ved, den kulturoplevelse, man tilbyder.

Tydelig kommunikation er afgørende

Simon Agner Holm understreger vigtigheden af tydelig kommunikation med de unge, fordi det skaber tryghed for dem. Det gælder både social interaktion og tydelige anvisninger på stedet; her er udgangen, her er toiletterne, og her er et sted, man kan sidde, hvis man vil trække sig. Som eksempel fortæller han, at hvis man bevæger sig rundt og går op ad en trappe, skal man gøre det tydeligt, hvordan de unge kommer hen til den igen, og gentage hvor udgangen er for enden af trappen.

Eftersom det ikke er muligt at spørge den enkelte kulturpasbruger, hvilke udfordringer han eller hun har, har det været konstruktivt at tage udgangspunkt i solsikkesnoren, fortæller Simon Agner Holm. Solsikeksnoren signalerer til omgivelerne, at bæreren har et usynligt handicap:

“Man bliver nødt til at have en handleplan. Hvis de har et tydeligt signal, som for eksempel solsikkesnoren, hvad skal vi så være opmærksomme på? Det, vi især tog med fra Opgang2s introbesøg hos os var tydelig kommunikation: Gør det tydeligt for dem, at ‘jeg er her, og hvis du har brug for min hjælp, så kan du få den.’ De kan altid sige nej. Hellere spørge en gang for meget, om de har brug for assistance.”

Arbejdet med kulturpasbrugerne har været lærerigt, fordi det har afsløret ting, man som kulturinstitution kan være blind for. 

“I vores institution passer man sig selv som gæst. Vi har arbejdet med visualisering af rummene og tydelig markering af toiletterne. Det er ting, som for de fleste er nemme at spørge om. Det har været en øjenåbner for mange af os,” siger Simon Agner Holm og tilføjer, at det at få øjnene op for netop denne målgruppe også tit har været rørende for medarbejderne. Forløbet har derfor også været både oplysende og givende for museet. Samtidig understreger han, at det er en tidskrævende opgave, og at det kræver en kontinuerlig indsats at løfte den.

Ting tager tid – og arbejde

Den største udfordring ved arbejdet med kulturpas-målgruppen har været, at det tager meget tid og kræver ressourcer. 

“Det kræver, at man specifikt arbejder på det – at man bruger noget tid på at snakke, i det her tilfælde med Opgang2, om hvordan det skal struktureres,” siger Simon Agner Holm:

“Hvis ikke det havde været et projekt, som nogen havde sagt ja til, har jeg svært ved at se, hvordan man får de unge ind til første besøg.”

For mange af de unge er det en overvældende barriere overhovedet at træde ind i en ny, fremmed kulturinstitution. Derfor er det ikke nok at sige, at unge med kulturpas er ‘velkomne.’ Det kræver en aktiv og målrettet indsats, og med en målgruppe, der kan have svært ved at tage intitiativ, skal man være indstillet på at være den, der rækker ud – alle gange:

 “Det, at vi tog hen til dem først, gjorde det nemmere for dem at komme. Men det gjorde vi, fordi de senere skulle op til os i en time og vises rundt. Jeg tror, det vigtigste er at få dem ind over dørtærsklen og lige orientere sig.“

Simon Agner Holms bedste råd i den forbindelse er, at man allierer sig med andre fagpersoner med indsigt i målgruppen, ikke nødvendigvis kulturinstitutioner, men professionelle, der kan fortælle om de karakteristika og udfordringer, sårbare unge har.

Det er vigtigt at forstå, at rammerne omkring kulturtilbuddet er nøglen til at give de unge gode kulturpas-oplevelser. Derfor kommer bevidsthed om rammerne, kommunikationen og også trygge fællesskaber i første række. På samme måde er det vigtigt at gøre sig klart, at det er en fortløbende opgave, og at den ikke slutter. Derfor arbejder Naturhistorisk Museum stadig sammen med Opgang2 og rækker ud med kulturtilbud, når de kan have relevans:

“Nu er mange af de unge vant til at komme her, men de skal også blive ved med at føle sig inviteret. Jeg har hørt, at der er nogle, der også er kommet frivilligt herop, men det tror jeg hurtigt kan falde til jorden, hvis ikke vi bliver ved med at have ting, vi inviterer dem til,” siger Simon Agner Holm og tilføjer, at det blandt andet handler om at kommunikere ud, hvornår der er ‘frirum’ til de sårbare unge, og ikke overbefolket af gæster. Initiativet ligger hos den enkelte kulturaktør:

“Jeg har ikke den direkte kontakt med de unge, men jeg kan informere om, hvornår vi har mulighed for at give dem et rum. Eller om, at vi har tegneaftener, som jeg ved, at de unge, vi arbejder med, er meget begejstrede for og investerede i. Det handler simpelthen om at få markedsført, hvornår det er velegnet. Det afhænger af den enkelte institution, hvor nemt det er, hvor mange aftener man har, eller om hver dag er velegnet til et besøg.”