MED EGNE ORD: Scenekunstens potentielle publikum
Ved at lytte til borgernes egne ord får vi en værdifuld indsigt i ønsker, der kan åbne døren til scenekunstens potentielle publikum.
Scenekunsten rummer et særligt potentiale for at skabe fællesskab, indsigt og stærke oplevelser. Desværre når den ikke altid hele vejen ud til alle borgere. Med denne minirapport ønsker vi at kaste lys på netop den gruppe af danskere, som ikke har gjort scenekunsten til en del af deres kulturvaner lige nu, men som alligevel udtrykker en motivation og nysgerrighed for at opleve den.
Kort sagt
▶▷ Scenekunstens potentielle publikum ser scenekunstoplevelser som sjove, mindeværdige, dannende og noget, der for nogle kan være en god fællesoplevelse.
Fx: ”Visuel unik fortælling samt en spændende historie og gode skuespillere.”
”Det skal give mig en speciel oplevelse”
▶▷ Samtidig ser hver tredje af dem scenekunst som dyrt. Her skal man dog huske, at de ikke har oplevet en forestilling på det seneste, og at der muligvis mere er tale om en fordom ud fra deres værdsættelse af scenekunst end om faktiske forhold.
Fx: ”For dyrt og ligger for langt væk”
”Det er som regel ikke interessant nok til, at jeg gider at betale for det”
▶▷ Hvis scenekunstinstitutioner kan spille ind i opfattelsen af scenekunst som en sjov og lærerig oplevelse sammen med venner og familie, og samtidig kan overbevise om den økonomiske værdi af deres kulturtilbud, kan det muligvis trække disse ikke-aktive publikummer i teatret.
Rapporten er skrevet af Applaus på baggrund af borgerundersøgelsen “Fra by til land – hvordan tilgår borgerne kulturoplevelser?”.
Rapporten “Scenekunstens potentielle publikum” blev offentliggjort den 1. september 2025.