Sådan skriver du den gode pressemeddelelse
Julie Lindegaard, strategisk kommunikationsrådgiver, giver dig en step-by-step guide til hvordan du skriver den gode pressemeddelelse – fra en fængende overskrift til den endelige opfølgning.
Nedenstående er et uddrag fra bogen Bliv synlig i medierne – sådan fortæller du de gode historier, der er skrevet af Julie Lindegaard.
Begynd med konklusionen. Krimier slutter jo altid med, at plottet og morderen bliver afsløret, men i artikler står afsløringen i overskriften, og indledningen uddyber. Overskriften fortæller det vigtigste, hvorefter du forklarer og underbygger.
Overskriften er æggende, vækkende, dækkende
Find en overskrift, der dækker indholdet. Men sæt den gerne på spidsen, så den vækker interesse hos modtageren og pirrer nysgerrigheden. Brug nyheden, konsekvensen eller den samlede essens som udgangspunkt. Overskriften skal være kort og præcis uden for lange, svære ord. Vær ikke bange for at provokere.
Underoverskrift/resume
Du kan med fordel skrive en underoverskrift på et par linjer, som genfortæller historien kort.
Indledning
Begynd med det vigtigste i form af nyheden. Du skal fokusere på, hvad der er interessant for journalisten og journalistens målgruppe. Indledningen skal som minimum give svar på: hvem, hvad og hvornår – hvor, hvordan og hvorfor kan forklares efter indledningen. Indledningen skal kunne stå alene og alligevel fortælle det væsentligste. Hvis overskrift og indledning er dækkende, kan journalisten på den baggrund vurdere, om hun er interesseret i din historie.
Indholdet
Efter indledningen skal du uddybe, begrunde og beskrive detaljerne i begrænset omfang. Du kan ikke få alle detaljer med, og det kan selvfølgelig være frustrerende. Men vælg de vigtigste detaljer ud, og henvis eventuelt til dit website for flere detaljer.
Efter indledningen giver du svar på, hvad der sker, og hvilke konsekvenser nyheden får for hvilken målgruppe. Eller med andre ord: Du uddyber historien.
Skriv kort, præcist og forståeligt. Pas på med fagudtryk. Du kan med fordel skrive nogle af de mere holdningsprægede udsagn som citater, altså citere dig selv. For eksempel: – Jeg har oplevet mange virksomheder, der gerne vil være bedre rustet til at tage kontakt til pressen. Derfor har jeg nu lavet det første online-kursus om emnet, siger Julie Lindegaard.
Afslutning
Din pressemeddelelse skal kunne beskæres nedefra. Det mindst vigtige skal stå til sidst. Og alt det, der ikke er vigtigt, skal helt væk.
Slut ikke af med en opsamling. Hverken journalister eller læsere behøver gentagelser.
Slut i stedet af med fakta, tal og information om, hvor der kan fås yderligere oplysninger. Husk navn, titel og telefonnummer og email.
Omfang
Jo kortere, jo bedre, dog uden at det væsentligste går tabt. Din historie bør som tommelfingerregel ikke være længere end en A4-side, men da de fleste pressemeddelelser sendes via e-mail, er det ikke helt så afgørende. Men reglen er dog alligevel med til at huske dig på, at du skal vælge ud, sortere og skrive kort.
Når du sender:
Benyt signatur, der viser, hvor du sender fra. Vedhæft aldrig pressemeddelelsen, men kopier den ind i mailen.
Hvis du vedhæfter pressemeddelelsen, gør du arbejdsgangen langsommere for journalisten, fordi hun så skal åbne et andet program for at se din pressemeddelelse. Og du ved ikke, om journalisten eventuelt læser e-mails via mobiltelefonen og derved overser vedhæftede filer.
Skriv overskriften i emnefeltet. Hvis der blot står pressemeddelelse, kan journalisten ikke vurdere historien hurtigt.
Billeder
Det kan være en god ide at lade et billede ledsage din pressemeddelelse. Det kan give en bedre placering i eksempelvis dagbladene, da næsten alle sider sættes op med billeder. Husk, at det skal være i professionel kvalitet, og skriv eventuelt et forslag til billedtekst i bunden af pressemeddelelsen.
Vedhæft aldrig store billeder i en mail med en pressemeddelelse. Du kan eventuelt sætte komprimerede fotos ind som appetivækker, og link til billeder, der kan downloades på dit website. Husk fotografens navn, og husk, at kun egne billeder indkøbt til formålet må bruges til pressemeddelelser.
Inden du trykker på ”Send”
Nu er din pressemeddelelse i realiteten klar til at komme af sted. Inden du sender, bør du dog læse videre.
Vær til stede.
Ofte sker det at en journalist ringer tilbage uden at kunne fange afsenderen af pressemeddelelse. Så hvis du kontakter medier, så sørg for at du er til at få fat på.
Opfølgning
Når du e-mailer din pressemeddelelse, kan det være en god ide at følge op. Men lad være med at ringe op for at spørge, om informationerne er nået frem. E-mails kommer frem, hvis du har skrevet adressen rigtigt. Find i stedet på kvalificerede spørgsmål, suppler med ny viden eller spørg, om journalisten har brug for yderligere information for at kunne vurdere historien.
Følg med i mediet, så du ved, om journalisten bringer din historie. Måske lader journalisten historien ligge, eller måske kommer der en akut historie ind, som medfører, at din historie bliver udskudt. Vær også opmærksom på, at en nogle medier har en version på internettet og en anden version i den trykte udgave.
Pøj pøj.
Om rådene
Gode råd til pressearbejde, er et sammendrag fra kurset ”Bliv synlig i medierne” med underviser Julie Lindegaard afholdt d. 12. oktober 2021. Kurset blev arrangeret i samarbejde med Udviklingsplatformen og Dansk Teater.