Hvad er publikumsudvikling for jeres teater?

Vi opererer ikke med ordet publikumsudvikling, men med ’publikumsrelationer’. Det er institutionerne, der skal udvikle deres forhold til publikum. Jeg tror, jeg taler for alle, når ønsket om at få flere publikummer drejer sig mindre om penge end om lejligheden til at vise forestillinger for så mange som muligt med så stort udbytte for publikum som muligt. Så alt det relations-skabende arbejde, arrangementer og events omkring forestillinger skal ramme og rumme publikum på en måde, der gør oplevelsen fristende at komme til, udbytterig at opleve, og vigtig at kunne snakke om med kunstnere/arrangører/andre publikummer bagefter. 

Vi skal altså udvikle vores kompetencer som egentlige ’værter’ for alle slags møder mellem en produktion og dens potentielle og reelle publikum. Vi skal også sætte tid af til det, hvad der kan være en stor opgave for en lille danse-scene som Bora Bora med få ansatte. Det trækker tænder, men det betaler sig – det giver meget personlige relationer.

Så publikumsrelationer skal sikre, at publikum kan opleve kunst i en social kontekst, hvor de føler sig velkomne og sete. Dvs. at de forstår, hvor vigtige og efterspurgte deres evner som reflekterende mennesker er, for at dialogen mellem kunstnere og dem kan lykkes.

Hvorfor er det vigtigt at tænke publikum ind i teatrets arbejde?

For Bora Bora er det altafgørende at fokusere på publikum, fordi dans ikke er en del af den almindelige teatertradition. Vi kan glemme alt om at give publikum, hvad de vil have, for de har i det store hele ikke mange oplevelser af moderne dans bag sig. Nysgerrigheden overfor dansen er en vigtig drivkraft for at få publikum ind og se forestillinger. Samtidig skal publikum kunne se sig selv i den situation, at de sætter sig til rette i en af Bora Boras sale for at se en moderne danseforestilling, der helt sikkert ikke ligner noget, de har set før. For stampublikummet er denne følelse af det hemmelighedsfulde overraskende, netop dét, de kommer tilbage for at opleve. Men for den ’uøvede’ er der altså ekstra blokeringer, der skal imødekommes.

Hvad skal man gøre sig klart, inden man begynder at arbejde med publikumsudvikling?

Først skal man gøre sig klart, om det vigtigste for én er at fylde salen og præsentere og producere værker, der sikrer udsolgte aftner, eller om man vil fylde salen med netop dét, man gerne vil vise. Vælger man det sidste, hvad de fleste heldigvis gør, så er man på konstant arbejde – med mindre dét, man gerne vil vise er musicals og komedier/farcer. Jeg skal med det samme sige, at dét finder jeg ikke noget galt i. Vi skal så absolut have en bred palet i scenekunsten i Danmark. Jeg siger heller ikke, at man ikke skal arbejde relationer til publikum sådanne steder, men man er godt hjulpet af efterspørgslen.

På Bora Bora vil jeg gerne vise publikum aktuel moderne dans uden at skele til, om det bliver en ’sællert’ eller ej. Jeg synes, publikum har krav på at se den kunst indenfor genren, der lever lige nu lokalt, nationalt og globalt. Jeg er klar over, at mere end halvdelen af arbejdet med at præsentere danse-forestillinger er at sørge for, at de bliver set. Og det er der ikke altid kapacitet til. Det kræver ressourcer (tid, arbejdskraft, værktøjer) at tilgå, forstå og møde sine (potentielle) publikummer og at man ikke kommer til at mærke en effekt fra den ene dag til den anden. Det er lige del branding af stedet og den rigtige, flerstrengede reklame for forestillingen.


Hvad har jeres teater ind til videre fået ud af at arbejde med publikumsudvikling?

Ved at fokusere på relationen til publikum – hvordan vi kommer det i tale – har vi udviklet mange forskellige tilgange til det, jeg nævnte ovenfor: ”værtskabet”. Vi introducerer f.eks. nu hver eneste forestilling 5 minutter før. Både for at tune publikums sanser ind på ganske bestemte kendetegn ved aftenens – ellers forklaringsløse – forestilling, men måske vigtigst for at sige: ”Velkommen! I er ikke gået forkert! Vi ser, at I er kommet, og vi vil sørge for, at oplevelsen af moderne dans ikke bliver frastødende fremmed”. Det kan lyde kvalmende, men det virker. Folk føler sig velkomne og de føler, at denne scene for dans ikke er en klub for indviede. 100 af sådanne idéer og vi vil efterhånden give mening for et bredt publikum, stykket sammen af mange forskellige måder at kommunikere på og brug af dansescenen.

Vi er blevet så bevidste om kommunikation med publikum, at vi vil arbejde med kunstnerne helt fra begyndelsen af produktionen og gøre det forbudte: at tænke publikum ind hele vejen. Vi afholder netop i to dage i begyndelsen af december et symposium, vi kalder ”Contextualizing Dance”. Det er et internationalt arbejde med at være bevidst om alle dele af kommunikation med og omkring forestillingen i forhold til det samfund, den bliver præsenteret i. Uden sammenligning ellers, så er Lars von Trier lykkedes med skæve og kontroversielle film, fordi offentligheden er tænkt med i PR-strategien. Både skandalerne og oplysningerne er nøje afstemt filmenes indhold. Contextualizing Dance har samme ambition, og vigtigst er den samme ambition om ikke at gå på kompromis med den kunstneriske idé.

Dvs. at PR, markedsføring og visualisering af forestillingen i lige så høj grad er en kunstnerisk udtænkt del af produktionen som alle andre dele. Det er en bevidst relation, der skabes mellem værkets grundidé og de publikumssegmenter, man tænker ind som modtagere.

Hvad vil I gerne opnå med jeres indsats med publikumsudvikling?

Vi vil gerne have flere faste publikummer, der tør tage flere chancer med den scenekunst, de oplever. Vi vil gerne udbrede det almene kendskab til Bora Bora, og sørge for at vores lokalmiljøer ved, hvor vi er og hvad, vi præsenterer. Men vi vil også svært gerne gøre moderne dans mere almindeligt i Danmark på linje med landene omkring os. Og det er et kulturpolitisk publikumsarbejde, der skal gøres i forhold til politikere og i forhold til det dramatiske teatermiljø. 

Jeg oplever en stigende interesse for moderne dans på de danske scener. Flere har hørt om de store, udenlandske koreografer som trendsættere i verden, som scenekunstens ’helte’, og flere spørger efter muligheden for at introducere dem i Danmark. Vi har haft succes med at importere meget sikre koreografiske værker til Danmark gennem Turnénetværket, og det giver både de, der har præsenteret dem og os selv blod på tanden. Mange teatre starter deres helt egne relationer til koreografer og danse-forestillinger, så det hjælper jo Bora Bora og de andre dansescener ved at øge kendskabet til moderne dans. 

Så relationen til publikum skal der arbejdes på i alle dagligdagens gøremål på en scene. 

Vi vil gerne kende befolkningen i det lokale område. Gør vi det, kan de komme som gæster og gå som venner.