Foråret 2020 skulle være tidspunktet, hvor vi i Teater Jævn flyttede en del af vores research ud i lokalsamfundene i Hedensted Kommune, ved at afholde og deltage i en række folkelige arrangementer på tværs af kommunen. Vores store produktion i Hedensted Kommune er i år en stationær stedsspecifik forestilling i en nedlagt arrestbygning. Det står i skarp kontrast til sidste år, hvor vores forestilling Generalforsamlingen var skabt til at spille i forsamlingslokaler rundt i de små samfund, for at komme borgerne og landsbyernes frivillige i møde. Derfor ønskede vi i år at flytte nogle aktiviteter ud i kommunen og komme rundt for at møde det publikum, der enten kendte os fra sidste år eller delte interessen for anden verdenskrig og Retsopgøret, som er dette års historiske tema i vores forestilling Bjerre Arrest 1945. Samtidig gav det os som teater muligheden for at samskabe med en masse af vores nye lokale kontakter. Sammen med 8 andre arrangører stod vi derfor bag 9 folkelige arrangementer i hele kommunen. De fleste er nu enten aflyst eller flyttet og fælleskalenderen, som længe har været et ønske i kommunen, nåede aldrig at blive offentliggjort før Corona-krisen kom os i forkøbet.

At stå som teater med så stor en del af ens publikumsudvikling og borgerinddragende kunstneriske udvikling tabt på jorden er svært, især når det er så stærk en del af ens identitet som teater. Vores formål er at lave vedkommende teater ved, at skabe en direkte relation mellem teater og publikum, og det gør man bedst ved det fysiske møde. Men i stedet for bare at aflyse alt, tog vi kontakt til mange af de aktører, som skulle være med til arrangementerne rundt om i kommunen, og spurgte om ikke de ville være med til at lave en række online liveshows med besættelsestiden som tema.

Ingen af os i teatret har arbejdet med livestreaming før, men en hurtig søgning ledte os frem til Ecamm Live, et program der nemt kan bruges til at livestreame et videokald fra Skype til forskellige platforme. I vores tilfælde til Facebook. Nu var det bare at få til at køre.

Når man kaster sig ud i at livestreame, så bør man hurtigt gøre sig klart, at hvis man ønsker at have mange gæster med i sit liveshow, er der grænser for hvor høj en kvalitet du kan have. Langt de fleste kender skype og har en computer/tablet med webcam, mikrofon og internet. Men det betyder ikke, at det er en god mikrofon, at de sidder i et rum med tilstrækkeligt (eller godt) lys eller har en stabil internetforbindelse. Mangt og meget kan gøre kvaliteten lav, og det har vi også oplevet. En gæst hvor man kan høre computerens blæser suse, et webcam som mest viser et hvidt ansigt eller en wifi-forbindelse der pludselig forsvinder. Vil man undgå dette, skal man IKKE lave livevideo – med mindre alle andre er erfarne indenfor streaming og har et lille hjemmestudie med en kondensatormikrofon, varmt hvidt lys og en kablet internetforbindelse. Men det har ingen af vores gæster haft indtil videre.

Men én ting er kvaliteten af det videosignal og den lyd man sender, noget helt andet er selve det digitale format som livestreaming er. Det er hverken fjernsyn eller podcast, og ingen af os i teatret har nogen nævneværdig erfaring med den type content creation, eller at markedsføre et produkt af den type. Vi er teaterfolk, og når vi laver PR, følger vi i høj grad den PR strategi vi får skræddersyet til hver forestilling. Den manglende forståelse for produktet – en livestream – er klart en udfordring for os som teater, for hvordan laver man en skarp samtale på 45 minutter om et overvejende historisk emne – live? Og hvordan inddrager man sine seere, når der er forsinkelse på linjen og svar på spørgsmål derfor kommer forskudt?

Hvis målet havde været at få opmærksomhed og mange seere, var projektet ikke lykkedes tilfredsstillende. Vi er på et leje, hvor vi har 10-20 faste seere når vi går på om aftenen og et sted mellem 200-700 visninger i alt pr. video i de efterfølgende dage. Men målet for os har aldrig været den opmærksomhed liveshowet ville få. I stedet har vi hele tiden gjort meget ud af at fortælle vores gæster, at målet med liveshowet ikke var at skabe et populært show, men at få en god samtale om aftenens emne for os der deltog. Det var dels en erkendelse af, at vi ikke kunne lave fantastiske liveshows med så kort forberedelsestid, og dels fordi det var de spændende samtaler vi som teater ønskede at have.

De spændende samtaler har vi opnået, men det er dog noget helt andet der har overrasket mig mest i vores digitale initiativ. Når man er i en udviklingsfase og alle arbejder hjemmefra, har man i Corona-perioden godt kunnet få oplevelsen af at være blevet slået ud af kurs. Med Samtaler om besættelsen har vi haft noget at mødes om som teater, hvilket har givet stor inspiration og følelse af at være i gang med noget sammen. Så selvom det er ekstremt svært at få et godt reach (fordi der er så mange der gør det og vi ikke er mestre i denne type content), så er liveshowet et rigtig godt eksempel på publikumsudvikling, der faktisk er en gave for teatrets kunstneriske arbejde. Ligesom vi sidder med snart 8 samtaler med spændende gæster, som alle har inspireret til den forestilling vi i sidste ende kommer til at præsentere. 

Det er vel i sidste ende det man håber publikumsudvikling kan blive; en mere integreret del i teatrets kunstneriske arbejde. Så jeg tror bestemt vi kommer til at bruge denne type digital formidling mere i fremtiden, også udenfor krisetiderne.

Artiklen er skrevet af projektleder og producent hos Teater Jævn Morten Mosgaard under opfordring fra Applaus.