Anna Bull er i dag universitetsforsker, men har før det haft en karriere som klassisk musiker selv, og på egen krop erfaret de udfordringer, der er i den klassiske musikverden ift. adgang for minoritetsgrupper, kønsubalancer i ledelsen og underrepræsentation af f.eks. sorte komponister i repertoiret. Et blik på publikum i salen vil også vise, at det er en ret snæver gruppe, fra den højere middelklasse, der er kernen, mener Anna Bull. Som sociolog er hun i dag en skarp stemme i debatten.

Hendes synsvinkel er klar mht. årsagen til, at der er så lille diversitet i publikum: ”Fraværet af diversitet handler lige så meget om kultur som om økonomi. Hvorfor skulle folk være interesseret i klassisk musik, når den ikke er interesseret i dem? Det er nødvendigt, at der bliver mere diversitet i repertoiret og på scenen. Ikke engang gratis koncerter kan altid tiltrække det publikum, hvilket viser, at økonomiske barrierer ikke er hovedproblemet.”

Forandringer er nødvendige

Anna Bull peger på et fundamentalt problem i den måde hele den klassiske orkesterverden efter hendes mening er bygget op: “Det, jeg kalder den institutionelle økologi, infrastrukturen, består af institutioner, der blev dannet 1800-tallet i Storbritanien, med store koncerthuse, orkestre og uddannelsesinstitutioner såsom konservatorier. Disse institutioner reproducerer sig selv. Der er en grundlæggende model for store orkestre, som bliver nødt til at blive mere eksperimenterende. De bliver nødt til at forandre sig, og selvom der ér ændringer, synes jeg altid, at det går for langsomt. Ændringer i den måde, konservatorier uddanner på, sker også kun meget langsomt. Men institutioner kan forandres, og kulturen omkring dem kan forandres, det ér dog svært at gøre hurtigt, for der er også masser af medarbejdere involveret.”

Det er imidlertid netop den træghed, som er i forandringsprocesser af store institutioner, der er en væsentlig årsag til, at udviklingen ikke er kommet så langt, og Anne Bull mener derfor:

”Mange af de store ensembler er desuden bundet til at arbejde inden for den arkitektur, som er koncertsalens, og det begrænser deres muligheder for at gøre tingene anderledes. Forskellige grupper af musikere får ikke samme vægt i den musikalske kanon [der i britisk sammenhæng betegner de mest gængse, anerkendte og udbredte værker, som oftest udgør kernen i orkestrenes repertorie, red.]. For eksempel er der stadig ikke mange orkestre, der spiller ikke-europæiske eller sorte og etniske minoritets komponister. Forandringer kan lettere ske i mindre ensembler først, hvor kreative projekter tilsyneladende har mere tendens til at fokusere på diversitet. Jeg taler her primært om Storbritannien, hvor der foregår interessant, eksperimenterede arbejde i mindre ensembler.”

Bulls holdning til det samlede billede er klar, når hun slår fast:  ”Klassisk musik som genre har brug for at forandres. Den klassiske musiks sociale og æstetiske konventioner er nødt til at blive udfordret i stedet for reproduceret.”

Aktivistiske katalysatorer

Forandringerne skal efter Anna Bulls mening dog også komme gennem den målrettede indsats, som aktivistiske grupper og nye organisationer inden for den klassiske musik gør: ”Det er ret spændende, at der i de sidste 3-5 år har været meget mere diskussion om lighed i kanonen af klassisk musik. Med mine kolleger, Christina Scharff og Laudan Nooshin, har jeg redigeret en bog om ulighed og aktivisme i klassisk musik, der skal udkomme i 2023. I den bog opfanger vi bidrag fra nogle nye aktivistiske grupper i den klassiske musik – og viser, at vi nu bestemt har grupper, der skubber på for større diversitet. Og dét er begyndt at udfordre bl.a. de større ensembler. Før kunne de planlægge en sæson udelukkende med mandlige, hvide, europæiske komponister. Dét er langsomt ved at ændre sig.”

Anna Bull peger desuden på fremkomsten af forskellige organisationer, der har til formål at fremme diversiteten i den klassiske musikverden. Det gælder The Chineke! Foundation, der blev grundlagt i 2015 af bassisten Chi-chi Nwanoku, for at skabe karrieremuligheder i den klassiske musik for unge sorte musikere og musikere med minoritetsbaggrunds i Storbritannien og Europa. De aktivistiske organisationer har også en vigtig funktion som videnscentre, påpeger Anna Bull: ”Aktivistgrupper og organisationer samler data om, hvilke værker der bliver spillet, og tilgængeliggør samtidig et bredere repertoire. Det gælder for eksempel The Institute for Composer Diversity i USA og plainsight SOUND, hvor aktivisten Uchenna Ngwe har samlet en database med musik af sorte komponister og komponister med minoritetsbaggrund. Og der er aktivistgrupper som fx Gender and the Large and Shiny Instruments (GALSI), hvor idéen er at få kvinder og minoritetsgrupper, som spiller messing- og større slagtøjsinstrumenter til at føle sig inkluderet.” Alle disse grupperinger er iflg. Bull medvirkende til, at der er skred i opfattelsen af den klassiske orkesterverden i Storbritannien.

Det er dog ikke helt for døve øren i det mere traditionelle britiske orkestermiljø, man taler. Den berømte britiske dirigent, Sir Simon Rattle, citeres for følgende udsagn på Chineke! Foundations hjemmeside: “‘Chineke! er ikke kun en spændende idé, men også særdeles nødvendig. Den slags idé, der er så åbenlys rigtig, at man undrer sig over, hvorfor den ikke allerede er realiseret for længst. En idé, der vil udvide og berige klassisk musik i Storbritannien i mange generationer.”

Det er nok også nødvendigt, at udviklingen fortsætter. For som Anna Bull påpeger: ”For nylig blev kulturstøtten i Storbritannien offentliggjort, og klassisk musik får meget mere andre kunstformer. Det er svært at retfærdiggøre, at de mest privilegerede menneskers musik får mest. På et tidspunkt må vi revidere systemet.”

Fakta om organisationerne i artiklen

The Chineke! Foundation søger at skabe hjælpe unge sorte musikere og musikere med minoritetsbaggrunds. Chineke!s mission er: ‘At styrke forandring og dyrke diversitet i klassisk musik.” The Chineke! Orchestra, er organisationens væsentligste aktiv, og det arbejder tæt sammen med The Chineke! Junior Orchestra, som er et ungdomsorkester med sorte musikere og musikere med minoritetsbaggrunds mellem 11 and 18 år, hvor de professionelle musikere fungerer som mentorer, undervisere og rollemodeller for de unge. 

Aktivistgruppen Gender and Large and Shiny Instruments (GALSI) arbejder for at skabe en mere fair og ligestillet fremtid for kvinder, piger og non-binære personer, der spiller messinginstrumenter, perkussion og andre store instrumenter.

Om Anna Bull

Anna Bull er uddannet pianist og cellist, og havde en professionel musikerkarriere inden hun skiftede spor og tog hhv. BA og MA grader i sociologi og pædagogik. Derefter arbejdede hun efter sin PhD på Kings College, London i projekter om hverdagskultur i Storbritannien, hvilket resulterede i bogen Towards Cultural Democracy, 2017. Hun er i dag Senior Lecturer på Department of Education, University of York, UK, og har senest udgivet bogen  Class, Control, and Classical Music i 2019 på Oxford University Press.

Læs mere her