Eva Præstiin: “At udvikle scenekunst af høj kvalitet i kollektive processer kræver tid til at teste og fejle”

Hvordan opstod ideen til ‘BETTY UDVIKLER’?

“Elisa Kragerup og jeg tiltrådte på Betty Nansen Teatret i 2018 og havde inden da samarbejdet fire år på Det Kongelige Teater i ‘Det Røde Rum’, som var et ensemble og en scene. I ensemblet af skuespillere, lysdesigner, scenograf og så videre eksperimenterede vi med produktionsprocesser over længere tid – med fokus på samskabelse både i prøverummet og når vi fik ideer til repertoire. Da Elisa og jeg ankom til Betty, ønskede vi at videreudvikle de gode erfaringer, vi havde fra ‘Det Røde Rum’, og vi sammensatte et kunstnerisk råd, som sammen med os udvikler mange af de ideer, vi arbejder med at realisere på Betty.”

Hvordan har I grebet opgaven an? I har fokus på at skabe tværæstetiske genrer, kollektive arbejdsprocesser og produktionsformater, og det lyder spændende og interessant – og også som et stort arbejde at få sat i gang. Hvordan fik I søsat det og koordineret arbejdet?

“Ja, det er faktisk en meget præcis beskrivelse – at det er spændende og meget givende men også et stort arbejde. ‘At blive i besværet’ kalder vi det – et begreb vi har tyvstjålet fra en amerikansk forsker.

Fra sæson 2019-2020 fik vi en generøs bevilling fra Bikubenfonden, der tillod os at udvikle vores praksis yderligere og igangsætte flere og mere ambitiøse projekter. Vi fik mulighed for at ansætte en projektleder, og meget vigtigt fik vi tid og ressourcer til at dokumentere og reflektere over, hvordan vi arbejder, både os på Betty og sammen med andre. Det betyder, at vi hele tiden kan optimere vores redskaber, og at vores arbejdspraksis udvikler sig fra projekt til projekt.

Alt teater er et resultat af samskabelse. Det særlige ved ‘BETTY UDVIKLER’ er, at det kollektive blik og den kollektive samskabelse slår igennem i alle faser. Lige fra repertoireplanlægning, idégenerering, koncept- og manuskriptudvikling, produktionsformat, prøveforløb til forestilling. Vi bryder med en model, hvor et lille kunstnerisk hold for eksempel instruktør, scenograf og dramatiker på forhånd har fortalt, hvordan en forestilling skal se ud. Med ‘BETTY UDVIKLER’ stiller vi os alle i workshopforløbet det samme sted og udvikler materiale og ideer til forestillingen sammen fra starten.

At udvikle scenekunst af høj kvalitet i kollektive processer kræver tid til at teste og fejle. En række workshops forud for prøveforløbet fungerer som et middel til at undersøge, afprøve og fejle uden at være bundet op på et færdigt produkt. Vi bygger eksempelvis udsnit af en scenografi, 1:1, og tester om den fungerer i praksis, inden værkstedet realiserer den endelige version. Den mulighed indgyder mod og giver os tid til at afprøve vilde ideer.”

Hvad er erfaringerne – altså, hvad fungerer godt, og hvad fungerede ikke? Hvorfor?

“Det er et meget stort spørgsmål. Men hvis jeg her to og et halvt år efter, vi startede, skal sige noget om mine personlige læringspunkter, så er jeg blevet bekræftet i at samskabelse mellem forskellige kunstfagligheder og kunstformer kan føre til nye genrer og sceniske udtryk, som jeg eller vi ikke havde kunne tænke os til på forhånd. Og at mange af forestillingerne opleves som flerstemmige hybridgenrer – og måske netop derfor også taler til et stort og bredt publikum. Forestillingerne er ofte ikke færdigforhandlede. Der er plads til publikums egen fortolkning.

Jeg har også lært at samskabelse i alle led af en produktion, ofte med freelanceansatte, stiller utrolig høje krav til alle involverede, og at man hver eneste gang må genopfinde undersøgelsesspørgsmål, en proces og rammer, som kan fungere for netop denne gruppe mennesker på deres præmisser. Som ledelse kræver det stort mod og risikovillighed, og at man tør lade sig føre – og lede andre – et sted hen, man ikke selv kan se endnu. Det øver jeg mig stadig i.”

Hvordan vil I arbejde med ‘BETTY UDVIKLER’ fremover?

“Vi vil forhåbentlig have mod nok til at udfordre os selv med nye formater, genrer og samarbejdspartnere. Men vi arbejder faktisk ikke med traditionelle langsigtede strategiplaner, hverken for ‘BETTY UDVIKLER’ eller andre områder af teatrets organisation. Det kan nogle måske synes er uansvarligt, men det giver os mulighed for at arbejde meget afprøvende, faktisk som vi gør kunstnerisk. Vi tester noget af i en form for beta-version. Vi evaluerer – og hvis det virker, går vi videre med det. Hvis ikke stopper vi eller ændrer noget og prøver igen. Igen mere besværligt end at lægge en strategi og eksekvere, men i det år vi lige har været igennem med en verdensomspændende pandemi og nedlukket teater i mange måneder, så har den ‘strategi’ vist sin sande styrke i praksis.”

I forhold til jeres publikumsfællesskab, ‘VORES BETTY’, er det så noget, I bruger aktivt som en del af jeres publikumsudvikling, og i så fald hvordan?

“Medlemmerne af fællesskabet ‘VORES BETTY’ er meget vigtige for os. Mange kommer på teatret som publikum til vores forestillinger og arrangementer som åbent hus, åbne prøver, talks og koncerter. De er altid de første til at høre om og smugkigge ind til nye tiltag eller forestillinger, og på den måde hjælper de os med alt fra, hvad der skal stå på klistermærker til, om vores video-indhold fungerer, om den replik virkelig er sjov, og hvordan vi kan optimere vores foyerområder. Vi modtager i øjeblikket tilbagemeldinger fra rigtig mange medlemmer, så vi i fremtiden kan segmentere vores indhold og blive bedre til at målrette vores kommunikation både til fællesskabet, men også til alle andre publikummer. Man kan på en måde sige, at Betty samarbejder med 28.000 publikumsambassadører.”

Hvilken betydning har publikumsudvikling i forhold til jeres fremtidige arbejde? 

“Efter pandemien har lagt sig tror jeg, at vi vil opleve en glubende sult efter fysiske fællesskaber. Og på opfordring af medlemmer i ‘VORES BETTY’ vil vi i de kommende år udvikle flere nye formater og særarrangementer, hvor mennesker kan mødes og deltage i fælles oplevelser.  Altså formater, der både kan være som publikum og deltager. Samtidig arbejder vi helt konkret på at skabe bedre rammer for socialt samvær før og efter selve oplevelsen. Jeg kan ikke sige mere lige nu, men det er et stort projekt, vi har brygget på under corona-nedlukningen – og som vi glæder os til at fortælle meget mere om.”

Foto: Catrine Zorn