“Vi har brug for en ny scenekunstlov og en årlig, national undersøgelse af branchen”

De fleste teatre er i dag bekendt med begrebet publikumsudvikling. Men sådan har det ikke altid været. Der er sket et skift de sidste 10-15 år, hvor begrebet er blevet taget ind både i scenekunstbranchen, men også i andre kunst- og kulturbrancher.

Hvor man tidligere mente, at kunsten i sig selv ‘var nok’, er der i dag i højere grad en opfattelse af, at kunsten ikke er meget uden et publikum, der forholder sig til den. Derfor er det relevant at række ud til og kommunikere med publikum – og det kan man sagtens gøre, uden at der går noget af den kunstneriske integritet. Med den erkendelse har scenekunstbranchen indset, at der er behov for at få mere viden om publikumsudvikling, fortæller Louise Ejgod Hansen, lektor i Dramaturgi og forskningsleder på Center for Kulturevaluering ved Århus Universitet:

“Branchen har selv erkendt behovet for det, også fordi det kernepublikum, man havde, i alt for lille grad afspejlede den danske befolkning som sådan – og der mener man jo, fordi man er kulturpolitisk støttet, at man har en forpligtelse til at nå bredere ud. Det er et helt klassisk kulturpolitisk mål, og det har været et mål, så længe vi har haft en velfærdsbaseret kulturpolitik.”

Kulturen skulle ud til mange, og alle skulle have adgang til den. Og ifølge Louise Ejgod er man aldrig kommet i mål med det i de år, vi har haft et kulturministerium: “Der er publikumsudvikling, som oprindeligt er et begreb, der kommer fra England, et tiltag i forhold til at sige, ‘kan vi ikke nå bredere ud’? Og det ville branchen gerne.”

Vi bliver nødt til at vidensbasere

Samtidig vidste scenekunstbranchen også, at der var brug for viden udefra, forklarer Louise Ejgod:

“Hvis de skulle det, krævede det en højere grad af vidensbasering af det, de gjorde. Scenekunstnerne ved rigtig meget om at producere scenekunst. Men teatrene ved helt generelt for lidt om deres publikum, og hvordan man arbejder strategisk med at nå ud til nye målgrupper. Det var det, Applaus skulle hjælpe branchen med. Så helt grundlæggende er Applaus et svar på branchens eget ønske om at nå ud til et bredere publikum.”

Hun mener, at branchen så rigtigt – at der var et stort behov for viden. Samtidig påpeger hun, at den viden, de kompetencer og den infrastruktur, der skal til for at publikumsudvikle ikke nødvendigvis lå hos teatrene selv. Derfor mener hun, det er hensigtsmæssigt, at der blev skabt et projekt som Applaus, der har publikumsudvikling som sit kerneområde:

“Man skal vidensbasere det. Hvis man vil nå ud til flere, bliver man nødt til at vide, om man når ud til flere. Og for at vide om man når ud til flere, bliver man nødt til at vide, hvem man nåede ud til i forvejen. Det er så basale informationer, der er brug for, hvis man skal kunne referere tilbage og sige, at man har flyttet sig,” siger Louise Ejgod og peger på museumsområdet, som en af de kunstbrancher, der har haft utrolig stor succes med det, blandt andet fordi de igennem mange år har haft nationale brugerundersøgelser. 

Det har også betydet, at museerne har kunnet fortælle kulturpolitiske succeshistorier – ganske enkelt fordi de havde tal på, at de år for år nåede nye målgrupper. 

“Der er også en politisk dimension, der handler om, at scenekunsten ikke har et godt nok vidensgrundlag til at stå særlig stærkt kulturpolitisk”, forklarer Louise Ejgod, der af samme grund mener, at scenekunstbranchen har brug for en årlig brugerundersøgelse. Den vil nemlig give indsigt, data og være en ballast både indadtil og udadtil.

Scenekunsten har et støvet image

At få en årlig, national brugerundersøgelse er blot en ud af flere udfordringer, som scenekunstbranchen har i forhold til publikumsudvikling. I lighed med hvad museerne havde tidligere, har branchen nemlig blandt nogle grupper et lidt støvet og gammeldags image, og det betyder blandt andet, at mange tror, det er dyrere at gå i teatret, end det egentlig er. Selvom det er blevet bedre, mener Louise Ejgod, at der stadig er for mange, der opfatter det at gå i teatret som finkulturelt og dyrt. Det skaber en mental barriere for publikum:

“Så er der også en del af scenekunsten, der er bundet til nogle bestemte huse, altså de store scener. Det er fine steder, og det er ikke for at kritisere dem, men det er en bestemt oplevelse, et bestemt format og en bestemt publikumsrolle, de huse først og fremmest er skabt til. Jeg kan godt forstå, at man ikke vil ud af de huse, for de har en kulturel og kulturhistorisk værdi. Men de er med til at låse scenekunsten fast i nogle bestemte formater. Og det er alt andet lige dem, der får de største offentlige bevillinger,” siger Louise Ejgod, der indirekte peger på, at en stor del af ansvaret for at ændre den kultur, der tilgodeser et bestemt og traditionelt publikum, ligger på de store teatre.

De to mest presserende udfordringer

På spørgsmålet om, hvad der er den mest presserende udfordring for publikumsudviklingen i dansk scenekunst, svarer hun, at der er mindst to: 

“Den ene er, at vi trænger til en ny scenekunstlov. Den er så bundet op på nogle historiske spor og nogle gamle måder at tænke scenekunststrukturer på,” siger hun og tilføjer i samme åndedrag, at en ny lov bliver svær at få igennem, fordi branchen formodentlig vil komme i slagsmål med hinanden, og politikerne af samme grund ikke vil røre ved det. 

Den anden udfordring er, at få videreført den vidensproduktion, som Applaus har stået for, fortæller hun:

“Hvis det for alvor skal være værdifuldt for scenekunsten, så skal arbejdet fortsætte. Igen er det med sammenligning til den nationale museumsundersøgelse og de data, vi har på museumsområdet. Vi har kunnet bruge Applaus’ fokus på publikumsudvikling – det, at de har kommunikeret aktivt med branchen, sat fokus på det og givet branchen en idé om, at data, viden og analyser faktisk kan have en værdi. Men hvis den viden, der produceres for alvor skal være værdifuld, skal den genereres over flere år, end bare et treårigt projekt.”

Louise Ejgod understreger, at man ikke kan tilfredsstille det vidensbehov, scenekunstbranchen har på tre år, og at der derfor er brug for en driftsorganisation, der kan fortsætte arbejdet med publikumsudvikling:

“Det kunne have mange former. Man har jo også talt om et Kulturens Analyseinstitut, som går bredere end scenekunsten, og som også kunne begynde at sammenligne brancherne. Som forsker, synes jeg jo, at det er vældig vigtigt,” slutter hun med et smil.

Foto: Aarhus Universitet