Nick Wilson er Professor of Culture & Creativity og Head of Department ved Culture, Media and Creative Industries (CMCI) på King’s College London. Han har beskæftiget sig indgående med kunst, kreativitet, early music, small business management og iværksætteri. Mellem 2019 og 2022 har Wilson stået i spidsen for et projekt, der handler om at gentænke vækst i kreative økonomier, som en del af det Horizon 2020-fundede forskningsprojekt, ‘Developing Inclusive and Sustainable Creative Economies’ (DISCE).

“Det var et projekt, hvor jeg kiggede på det centrale spørgsmål i, hvordan vi kan tænke på inklusion og bæredygtighed på en anden måde end kun gennem bruttonationalprodukt og økonomisk vækst, og i stedet tænke på det som menneskelig udvikling og menneskeligt velbefindende og blomstring. Det er i høj grad dét fokus, jeg tager med, når jeg introducerer mit oplæg på Applaus’ seminar i juni. Jeg har derfor ikke været ekspert i publikumsudvikling, men jeg bringer menneskelig udvikling ind i tænkningen om publikumsudvikling, for at give et bud på, hvor det kan føre os hen,” forklarer Nick Wilson.

Publikumsudvikling kan anskues som care work

Under COVID-pandemien lancerede Nick Wilson sin forskning, cultures of care, der kort fortalt har til hensigt at anvende care, pleje eller omsorg, som noget helt centralt i alle former for produktivt og ‘godt’ arbejde. Cultures of care bygger på to konceptuelle udgangspunkter:

Cultures, forstået som vores systemer for værdianerkendelse, og care, forstået som evnen til at opfatte andres behov og tage ansvar for at opfylde disse.

I et publikumsudviklingsperspektiv handler det om, at udfordre vores forståelse af og fortælling om, hvad det er kunst- og kulturinstitutioner, det Wilson kalder audience-based organisations, rent faktisk gør. De tilbyder ikke ‘bare’ kunst- og kulturoplevelser: På et dybere plan stiller de et menneskeligt behov for at spejle sig, at blive be- eller afkræftet i forståelsen af verden, at føle samhørighed, at lære nyt.

“I denne sammenhæng (publikumsudvikling, red.) er det vigtigt at vide, at publikum har cultural needs, og at kulturinstitutionerne kan gøre – og også gør – en essentiel forskel i opgaven, der handler om at varetage de behov. Og så også forstå, hvordan de udfører det arbejde, care-work. Det er vigtigt for kulturinstitutioner, at de ikke opfører sig, som om de ved, hvad publikums kulturelle behov er på forhånd, men at de i stedet er nysgerrige og åbne overfor at skabe åbne rum, hvor de kan udforske og finde ud af, hvad de behov er – og hvordan de imødekommer dem. Det er en del af det, jeg ser som care,” fortæller Wilson. Han tilføjer, at det i hans optik er det det, der konstituerer, hvad publikumsudvikling er; en åbenhed og kontinuerlig udforskning af kulturelle behov og en tilsvarende åbenhed og evaluerende indstilling overfor, om det arbejde man udfører, møder det behov:

“Jeg har to forslag til, hvordan man re-framer publikumsudvikling: For det første, tænk på det, du gør gennem et prisme, der handler om at opfylde et behov, altså care eller care work.

For det andet, forbliv åben og spørgende overfor, hvad det specifikke behov hos publikum er.”

Fire spørgsmål om care – og et styringshjul

Den første måde kulturinstitutioner kan begynde at arbejde med publikums cultural needs, er altså ved at tænke sig selv som care-institutions, der udfører godt omsorgsarbejde. De mere konkrete værktøjer handler om at stille spørgsmål til sig selv eller ens organisation, forklarer Nick Wilson og uddyber, at han bygger videre på Joan Trontos teori om care, særligt dens opdeling i fire faser; caring about, caring for, care giving og care receiving. Med det udgangspunkt bliver der fire spørgsmål at stille sig selv som kulturorganisation, siger Wilson:

“Første spørgsmål: Hvem eller hvad er du opmærksom på? Det er et simpelt spørgsmål, men ofte ret svært at besvare. Andet spørgsmål: Hvilket kulturelt behov tager du ansvar for at opfylde? Tredje spørgsmål: Hvilke færdigheder, kompetencer og ressourcer har du brug for, for at kunne udføre dette omsorgsarbejde? Og fjerde spørgsmål: Hvor responsiv er du, for om det virker – og for hvem, det virker?”

På seminaret vil NIck Wilson desuden fortælle om, hvordan man som kulturinstitution kan forpligte sig til care-work ved eksplicit at stille sig selv syv spørgsmål opstillet i det, han kalder et behov-baseret styringshjul.

Kort fortalt er det en model, et hjul opdelt i syv dele, der baserer sig på de aspekter der er ved alle levende systemer, forklarer Wilson: Vækst, balance, effektivitet, organisation, tilpasningsevne, regeneration og responsivitet. De spørgsmål, han her starter med, handler blandt andet om, hvorvidt en kulturorganisation opfylder cultural needs, om man virkelig kender dem hos publikum, om man formår at indsamle data, der giver ordentlige svar og grundigt indblik i publikum. Kultur og publikum er ikke faste enheder, men størrelser, der udvikler sig, og som kan ændre sig fra år til år – ganske som andre levende organismer.

Publikumsudvikling er en del af et meget større samfundsperspektiv

Publikumsudvikling kan anskues ud fra mange perspektiver og med mange andre ønsker eller agendaer; økonomisk vækst, større diversitet i publikumsgrupperne, et ønske om inklusion af andre målgrupper og så videre. Men ser man det gennem Wilsons perspektiv, hvor udgangspunktet er, at mennesket har et kulturelt behov – og at det netop er det, der er med til at gøre os til mennesker – kan publikumsudvikling ikke undgå at blive care work, forklarer han:

“Hvorfor er det vigtigt for kulturinstitutioner at kende deres publikums kulturelle behov? Fordi alle typer af pleje, care, involverer at møde eller opfylde et behov. Det er det, care er. Du kan ikke passe på noget eller gøre det bedre, hvis du ikke ved, hvad det behov, der bliver cared for, er.”

Der er mange krav til kulturinstitutioner, både fra politisk side, fra et samfundsøkonomisk såvel som fra et demokratisk perspektiv, der afgør de forhold, publikumsbaserede organisationer skal arbejde under. Ofte bliver kulturinstitutioner også mødt med kravet om at gøre det, de gør ‘bedre’ og mere demokratisk – altså både for flere mennesker og med en større diversitet i publikum.

Her mener Nick Wilson, at der er brug for at udvikle nye systemer, der griber opgaven an på en anden måde:

“Med udgangspunkt i mit arbejde med kulturelle økosystemer, mener jeg, at omsorgen for at individuelle publikumsbaserede organisationer kan gøre det, de gør, godt, herunder publikumsudvikling, som jeg definerer med begrebet care, ikke kan ske i et vakuum. Den skal i sig selv støttes og tages vare om på systemisk niveau – og det er the culture of care. Så det er en slags indbyrdes forbundne størrelser i et meget større billede, som vil kræve, at man tænker over politik, samfund, kunstarterne, uddannelse, sundhedspleje, alt de ting samlet. I dén forstand er publikumsudvikling en meget større agenda end bare en agenda for en individuel kulturorganisation. Det er et fælles, kollektivt ansvar.”

Hør Professor Nick Wilson fortælle mere om Cultures of Care ved Applaus’ seminardage d. 7.-8. juni.