Nørregaards Teater gør teater tilgængeligt og vedkommende for alle

Teaterchef for Nørregaards Teater, Carsten Wittrock, kalder det selv monopollignende status, når han taler om sit teaters position i det fynske teaterlandskab. Publikumsudvikling handler derfor ikke om at sælge flere billetter men i højere grad om at få flere lokaler, at fastholde et højt kunstnerisk niveau – og at skabe et større samarbejde med andre teatre.

Førhen var Nørregaards Teater udelukkende et turnerende teater, der tog rundt i det ganske ind- og udland og spillede børne- og ungdomsteater. I 2011 blev Nørregaards Teater et lille storbyteater med fast adresse i Odense og fik dengang en driftsbevilling på cirka 3 millioner kroner og i 2013 en pulje på 350.000 kroner til dækning af teaterbilletter fra Odense Kommune. Det skift har haft afgørende betydning for teateret økonomisk men også i den måde, teateret får kontakt til sit publikum på. Nørregaards Teater har nu det privilegie, at publikummerne i høj grad kommer af sig selv, fortæller teaterchef, Carsten Wittrock:

“Fokus i de første 9 år har ligget på at få os ind i en tankegang på forvaltningsniveau, hvor skolerne og daginstitutionerne skal benytte os. Derfor har vi ikke arbejdet ret meget med publikumsudvikling målrettet et privat publikum,” siger Wittrock og forklarer, at teateret har arbejdet med en strategi om, at kommunen skulle tilbyde alle dens børn og unge en teateroplevelse.

Teater til hvert eneste barn i kommunen

Det har betydet, at teatret gennem årene har fået en større bevilling, så den er stor nok til at give samtlige skolebørn i Odense en teateroplevelse om året. Det svarer til omkring 21.000 billetter årligt. Når de er afsat, efterlader det kun omkring 2000 billetter, som kan købes af private i for eksempel skoleferier. Af samme grund handler publikumsudvikling på Nørregaards Teater ikke om at sælge flere billetter eller komme endnu bredere ud – for bredden findes netop i både daginstitutioner og folkeskoler:

“Der kommer vi jo bredt rundt. Det, at være fremme i skoene og få publikum ind til en anden, tredje eller fjerde forestilling, har vi ikke haft fokus på, fordi vi kapacitetsmæssigt har svært ved at udfylde det. I forvejen har vi svært ved at have kapacitet nok til at kunne rumme at give en teateroplevelse til samtlige børn,” siger Carsten Wittrock.

Publikumsudvikling bliver derfor i højere grad et spørgsmål om at skabe rum for oplevelser på tværs af generationer, relevante produktioner af høj kunstnerisk kvalitet – for publikummet er der, og billetterne er kronet på forhånd.

Samarbejde mellem teatre om at ‘låne’ hinandens publikumsgrupper

På længere sigt er visionen for Carsten Wittrock og Nørregaards Teater at få bedre fat i den unge målgruppe, som er midt i teenageårene:

“Det er et ønske, især når vi tænker på ungdomspublikummet, at ændre den mentalitet om at ‘voksne og unge går ikke til børne- og ungdomsteaterforestillinger’. Der har vi de sidste par sæsoner lagt en anden strategi. Vi er jo tre teatre i samme hus (Nørregaards Teater, Momentum og Den Fynske Opera, red.), og Momentum appellerer mere til de unge. Det er hipt at gå i Momentum, for der er en bar, og man må drikke alkohol. Hvis man er 16 år, er det lidt sjovere at lege med dem, der er 18, end dem der er 12 år. Derfor har vi lagt nogle af vores forestillinger i Momentums lokaler. Vi udveksler simpelthen, så vi spiller med vores egenproduktioner i Momentums repertoire – og omvendt; når de har en ungdomsforestilling, så knytter vi et skolesalg på. Vi laver det sådan, at det er lidt ligegyldigt, hvor publikummet går i teateret – bare de går i teateret.”

Alle skal have råd til at se fedt teater

På den måde er publikumsudviklingen ikke kun relateret til Nørregaards Teater, men er en vision om at gøre det til en selvfølgelighed at gå i teateret: Lærer man fra man er barn, at teater er for alle og noget, der er interessant at tage ind og se, bliver det en tankegang, man tager med sig ind i både teenage- og voksenlivet. Nørregaards Teater vil skabe et publikum, der også fremover vil være interesseret i scenekunst.

Fra starten har det været en af Nørregaards Teaters kæpheste, at en teaterbillet højst må koste 45 kroner: Er man en gruppe på tre, er man studerende eller pensionist eller har man et barn i hånden, koster billetten 45 kroner. Det handler om, at teater ikke skal være elitært, men tilgængeligt og økonomisk overkommeligt for alle:

“En familie skal, uanset socialklasse, have råd til at gå i teateret. Vi har lavet en rabatstruktur, så hvis man har et barn i hånden, så koster det 45 kroner at komme i teateret, også for den voksne. Og det er jo meget modsat, hvad det er på scener andre steder, som ikke giver rabat til de voksne men kun til børnene. Beslutningen om at gå i teateret, skal ligge under biografpriserne i Danmark, set fra vores synspunkt,” siger Carsten Wittrock og tilføjer, at med den ovennævnte rabatstruktur er det ganske sjældent, at en voksen kommer på Nørregaards Teater og får lov til at betale den fulde billetpris på 140 kroner.

Kunstnerisk integritet og publikumsudvikling

På spørgsmålet om hvorvidt der er et modsætningsforhold mellem publikumsudvikling på den ene side og kunstnerisk integritet på den anden, svarer Wittrock, at man på visse punkter godt kan anskue det sådan, såfremt man går på kompromis med kunsten til fordel for det kommercielle for eksempel – men samtidig understreger han, at der ikke behøver være et modsætningsforhold mellem publikumsudvikling og kunstnerisk integritet. Tværtimod kan publikum bidrage til udviklingen af kunsten:

“Børneteateret står på den grundpille, at vi producerer til en bestemt aldersgruppe og ofte reflekterer ind i den aldersgruppe med vores kunstneriske produkt. Og hvis ikke vi har bundklang dér, så er vores kunst jo ingenting. Men jeg har mere oplevet det som en farve på min palet, for at jeg kunne udtrykke mig: At der er det benspænd, at jeg skal formidle det i øjenhøjde med mit publikum. Så publikumsudvikling er jo også en inspirationskilde, hvis man ser det på den måde. Når vi flytter til Vollsmose, er det jo også i et håb om at møde et andet publikum – som dermed vil påvirke mig som kunstner. Det vil sige, at jeg er et andet sted om 10 år, fordi jeg har mødt det publikum, der var der,” siger Wittrock med henvisning til den scene, Nørregaards Teater har fået i Vollsmose.

At være et teater med fast adresse og faste scener har givet Nørregaards Teater et mere fast publikum – og en lokal tilknytning, som han som teaterleder kan mærke bidrager til scenekunsten på flere forskellige måder. Han møder publikum i hverdagen uden for teatret, de kommer igen og igen, og de giver respons på forestillingerne. Derudover har Nørregaards Teater også arbejdet kunstnerisk med at tage udgangspunkt i lokalområdet:

“Vi har lavet en forestilling, som tager sit udgangspunkt i Odense i stedet for at tage sit udgangspunkt på et nationalt niveau eller med et nationalt perspektiv. Vi ville jo ikke have lavet et teaterstykke om Bolbro, ‘Bolbronx’, hvis ikke vi lå her.”

Haves: Publikum. Ønskes: Pladser og lokaler – og flere teatre!

Publikumsudviklingsmæssigt er den største hæmsko for Nørregaards Teater, at der ikke er kapacitet nok til at kunne følge med efterspørgslen:

“Vi mangler lokaler, vi mangler ressourcer, vi mangler forestillinger. I forvejen har vi en for høj belægningsprocent. Vi udbyder i år 16.000 billetter og må gerne sælge dem allesammen til skolerne. Vi udbyder næste år 22-23.000 billetter, og i princippet er 21.000 solgt på forhånd, hvis skolerne siger ja,” forklarer Carsten Wittrock og tilføjer, at han gerne vil have flere teatre med i arbejdet med at formidle teater til alle:

“Ønskescenariet kunne nok være, at vi var flere om buddet – at vi var flere teatre, der tilsammen skabte en diversitet i byen. Vores største udfordring er, at vi har haft så meget succes, at vi er ved at revne. Vi kommer ikke til at udvide mere. Vi har dage, hvor vi har 6 og 8 forestillinger på en dag,” siger Carsten Wittrock. I det hele taget ønsker han, at scenekunstbranchen i højere grad samarbejder og også deler hinandens succeser:

“Vi har et lidt støvet image som branche. Vi skal blive bedre til at favne hinanden og hinandens kunstneriske forskellighed. Som teatre skal vi se os lidt mere som præsenterende kulturinstitutioner i stedet for overvejende kunstproducerende institutioner. Det, tror jeg, kan give hele scenekunstområdet et løft og gøre det mere tilgængeligt for vores publikum.”

Foto: Nørregaards Teater