Når lyset går ned på Århus’ teatre, sidder der 5-6 gange om året en gruppe unge filosofistuderende i mørket klar til at tage forestillingen ind. Bagefter går de på bar for at diskutere, hvad de har set. Andreas Sanderhoff tog initiativ til teaterklubben, fordi han savnede at blive kulturelt stimuleret, men der var også en anden afgørende årsag: 

”Hvis jeg skulle have mest muligt ud af det, skulle det være en social ting. Jeg ville rigtig gerne gøre det sammen med andre for at spejle mig i deres oplevelse af teaterstykkerne og simpelthen for at skabe et fællesskab omkring det”. 

Andreas skrev rundt til alle på filosofistudiet og spurgte, hvem der ville være med. I dag er de 15-16 stykker. Alle kommer ikke til alle forestillinger, men klubben mønstrer et sted imellem otte og 11 personer per forestilling. 

Stambaren før teatercaféen 

Andreas undersøger semestrets forestillinger og sender et udvalg rundt til de andre i en gruppechat. Sammen udvælger de forestillingerne, booker billetter og mødes i teatret. Efter forestillingen går de sammen på en af stambarerne, hvor de deler deres tanker om det, de lige har set, fortæller Andreas: 

“Det betyder, at jeg kan få lov til at blive bragt mere sammen med mine medstuderende i et kulturelt fællesskab, hvor vi kan lege med hinanden eller udforske kultur og æstetik sammen og på den måde komme hinanden mere ved og udfordre os selv. Når vi snakker om A Clockwork Orange som teaterstykke, spejler jeg mig i mine medstuderende – og hvorfor man begyndte at hyle lige dér?” 

Teaterklubben vælger stamsteder som Lecoq eller Ris Ras af ren vane. Andreas forestiller sig, at de ville vælge Aarhus Teaters Café Hack, hvis det indgik i et tilbud som fx en billet og et par øl til samlet pris, eller hvis de vidste, at skuespillerne kom på caféen, så de kunne diskutere forestillingen med dem. 

Ikke appellerende at gå alene 

Camilla Møller Madsen er en af klubbens flittige medlemmer, der følges med klubben i teatret 2-3 gange per halvår. Hun skyder på, at hun kun ville komme i teatret én gang om året, hvis det ikke var for klubben:  

“Så skulle jeg selv snige mig derned alene, og det er ikke så appellerende. Det betyder ufatteligt meget at gå i teatret med andre. Jeg nyder at være i teatret, fordi det er et af de få steder, hvor telefon og internet ikke er en mulighed. Man er fuldstændig fanget i at sidde og opleve forestillingen. Og så er det fedt at snakke det igennem bagefter, fordi man har siddet og været opmærksom på en helt anden måde, end man er i dagligdagen”. 

Sammen om noget uden for dem selv 

Maria Bruselius-Jensen genkender de unge teaterklubmedlemmers motivation fra sit virke som lektor i ungdomsforskning på Aalborg Universitet. Hun fortæller, at fællesskaber fylder særligt meget i ungdommen, hvor man etablerer sig socialt og som menneske i samspil med andre. Ungdommen er også præget af mange skift i eksempelvis uddannelse og bopæl, som kræver at man løbende genetablerer sine fællesskaber. Når nye fællesskaber etableres, kan det være en afgørende motivation at have noget at være sammen om: 

“At være sammen om noget – ikke bare for at være sammen og være sociale – men at samle sig omkring noget, det kan faktisk gøre det nemmere at mødes. I teaterklubben er der dobbelt op, fordi de både er sammen om filosofi og teater. De er ikke bare sammen, fordi de kan lide hinanden som mennesker. De er sammen om noget, som ligger uden for dem selv. Det tror jeg også er et vigtigt element.” 

Maria Bruselius-Jensen mener også, det for nogen kan være svært at række ud til andre, som Andreas har gjort. Men det er en god løftestang at have et bestemt formål: 

“Det der med at melde ud, om vi skal gøre det her sammen, altså noget konkret, det er mindre sårbart end at spørge, ‘er der nogen der vil være sammen med mig’ uden en konkret aktivitet at samles omkring. Andreas spørger sådan set ikke, om de vil være sammen med ham. Han spørger bare, om de har lyst til at gå i teatret.“