Aarhus Symfoniorkester tager publikumsudvikling helt bogstaveligt: Projektet Musikkens Børn følger en årgang fra fødslen og frem til skolealderen. Forventningen er, at musikken bliver en naturlig del af børnenes liv, når de får den ind med modermælk.

2.500 ud af 4.677 nyfødte børn i Aarhus Kommunes årgang 2018 takkede kort efter fødslen ja til at deltage i projektet Musikkens Børn med Aarhus Symfoniorkester. De 2.500 nysgerrige børn får løbende pædagogiske videoer med musik og invitationer til alderssvarende koncerter.

”Tanken er at række ud til en hel generation af nyfødte og holde dem til ilden, så de har orkestret med i deres bevidsthed. Når de når skolealderen, har vi forhåbentlig lagt et stærkt grundlag for deres musikalske forståelse og af hvad der foregår i symfoniorkestret,” fortæller musikchef Jesper Nordin.

”I 2018 var det små sansekoncerter med helt enkelt musikalsk indhold og lys og farver. Vi bygger flere og flere musikere på, og i næste sæson er vi oppe på et større kammerensemble. I år 6 (2024) får de det fulde orkester. Der spiller vi et nyskrevet eventyr med Tutti (projektets maskot, red.) som hovedperson som en ny Peter og Ulven”, fortæller Jesper Nordin med henvisning til Sergej Prokofjevs musikpædagogiske klassiker fra 1936.

Modtagelighed og progression

Jesper Juellund Jensen er lektor, ph.d. i musik og formand for den nationale faggruppe for musik i læreruddannelsen. Han mener, at musikformidling til helt små børn giver god mening, særligt i et projekt som Musikkens Børn. Han hæfter sig særligt ved kontinuiteten og børnenes alder.

”Undertiden ser man projekter, hvor man har én oplevelse, som har stor værdi, men det er særligt med et projekt over seks år, hvor børnene møder musikken på forskellig vis og med en progression. Det rodfæster sig, når man kan forbinde noget til tidligere oplevelser, som der kommer nye perspektiver på. Det er meget værdifuldt. Og småbørn er i mindre grad end skolebørn påvirket af, hvordan musikken spiller ind i deres identitetsdannelse i forhold til normer og værdier. Der er en modtagelighed for selve musikkens materialitet på en anden måde end senere”, fortæller Jesper Juellund Jensen.

Afkast på den lange bane

Musikchef Jesper Nordin håber, projektet får en langsigtet betydning. Derudover har det værdi netop nu.

”Forhåbentligt giver det et afkast på den lange bane. Ikke kun hvis børnene kommer som betalende publikum om 20-30 år, men det spreder ringe i vandet og knytter bånd til børnene og deres familie og deres venner, som måske kommer med næste gang. Det er et kæmpe forgrenet system, og det har været sjovt for de musikere, som har været tilknyttet projektet helt fra start af. De synes, det er skønt at arbejde med de her unger, som de har haft nogle rigtig sjove og skønne oplevelser med”.

Musikkens Børn

Musikkens Børn er et enkeltstående projekt for børn født i Aarhus Kommune i 2018. Projektet følger børnene frem til skolealderen. Alle børn i Aarhus Kommune kommer én gang om året til koncert med Aarhus Symfoniorkester. Musikkens Børn er støttet af Nordea-fonden med 3.525.000 kr., og Det Obelske Familiefond har støttet med 500.000 kr. Projektet ligger uden for symfoniorkestrets vanlige drift.