Hvordan arbejder man med publikumsudvikling i applaus’ læringsforløb? 

“Deltagerne arbejder altid med et helt konkret projekt i deres egen organisation. Det kan være en bestemt målgruppe, man gerne vil have bedre fat i, eller en ny aktivitet, man gerne vil udvikle for at få bedre fat i publikum. Vi arbejder så med projektet gennem ti trin, der belyser forskellige aspekter af projektet.”

Hvorfor er det vigtigt at arbejde så strategisk og målrettet med ens publikumsudvikling?

“Hvis der var en simpel opskrift på publikumsudvikling, så havde alle jo selvfølgelig allerede hevet fat i den. Det er der ikke, så derfor er det afgørende, at vi arbejder med metodisk skarpe indsigter, så vi kan se, hvad der virker bedst, kvalificere det og så gøre det endnu bedre næste gang.”

Hvilken udvikling har du oplevet, der er sket i kursisternes projekter i forbindelse med deres deltagelse?

“Det er helt vildt at følge med i, hvor meget der sker, når deltagerne arbejder systematisk og metodisk med deres projekter. Projekterne bliver bare bedre, de fungerer bedre og hænger bedre sammen med de ønsker og forventninger, institutionerne har. Endeligt er det meget tydeligt, at deltagerne kommer med et skarpere begrebsapparat inden for publikumsudvikling, som gør, at de er bedre klædt på, når de skal i gang med det næste projekt.”

Hvordan taler forløbene ind i de udfordringer, kulturinstitutionerne står over for lige nu?

“Vi havde jo alle sammen håbet på, at publikum ville komme strømmende tilbage til kulturinstitutionerne, da samfundet åbnede igen efter Covid-19 – det havde de jo sagt, at de ville i alle de undersøgelser, vi kender til fra hele Europa. Det gør de bare ikke, for der er jo en overflod af andre tilbud, de også gerne vil benytte sig af: rejser, restaurantbesøg, en tur i skoven osv. Og så fik streamingtjenesterne jo rigtigt godt fat i os alle sammen under nedlukningerne. Så der er nok at tage fat på, og det er det, vi arbejder med.”