Publikumsudvikling handler også om at bygge bro imellem eksisterende publikumsgrupper. Det var en hovedtanken bag projektet Baroque’n’rap, der kombinerer 400 år gammel barokmusik og moderne rap.  

Det klassiske ensemble Via Artis Konsort fra Odense gør en dyd ud af at afsøge nye samarbejder og genremøder. En af de dydens frugter er koncerterne under titlen Baroque’n’rap. Her spiller det klassiske ensemble barokmusik blandet med rapperen Pelles tekster.  

Barokmusik og rap lyder som et umage par, men det giver fint mening ifølge Via Artis Konsorts kunstnerisk leder, Poul Udbye Pock-Steen: 

”Barokmusik er meget rytmisk, og der blev gjort meget ud af teksterne. Det har et rytmisk indre drive, så forbindelsen imellem barokmusik og rap sådan set lige til højrebenet”, fortæller Poul Udbye Pock-Steen med reference til rappens udpræget rytmiske tekstlevering. Genrernes fællesnævner bliver en musikalsk løftestang: 

”Idéen er, at man rent faktisk tvinger musikerne til at gå ind i et samarbejde og skabe noget helt nyt på basis af deres forskellige udgangspunkter”. 

Til koncerterne hører man derfor ikke bare barokmusik og rap på den samme aften, men de to genrer smeltet sammen i nykomponeret musik og ny tekst. 

Gråt guld og purunge  

Genresammensmeltningen afspejler sig i publikum. Det er netop hensigten ud over den kunstneriske intention: 

”Idéen er at blande musikgenrer og musikere, men også at blande publikum. Det er en af kongstankerne. Hvis man sætter musikerne sammen på den måde, får man også sat publikum sammen. Til Baroque’n’rap er der alt lige fra det grå guld til purunge folk, der kommer for at høre rap”, fortæller Poul Udbye Pock-Steen.  

Han tilføjer, at det er vigtigt med et neutralt spillested i den forstand, at det ikke allerede er defineret som spillested for en bestemt genre eller målgruppe. 

Selvom de to publikumsgrupper har været til den samme koncert, får de forskelligt ud af det, mener rapperen Pelle: 

”Vi optrådte i Odense for et publikum, som var halvt barokinteresserede og halvt unge fynboer. De har fået noget vidt forskelligt ud af det. Rap-publikummet blev for første gang introduceret til cembalo og gambe og beats med operasang. Og omvendt fik dem, der er bekendt med barok, nogle moderne fortolkninger med nye danske tekster på”.  

Rapper i seks ottendedele 

For rapperen Pelle var samarbejdet også givende rent kunstnerisk. Fra Via Artis Konsort fik han enten et instrumentalnummer eller en gammel, latinsk tekststump, som skulle blive til en ny tekst, der indkapsler en stemning eller et tema. Arbejdet har været en udfordring: 

”Barokmusik er enormt konform og båret af regler, mens rap kan bruges i alle mulige sammenhænge uden så mange regler. Og barokmusik udfordrer den traditionelle populærmusiks rytmestandarder. Der er noget i 6/8 eller 3/4, som jeg som rapper ikke er vant til. Så jeg skal lige pludselig genopdage mig selv og mine værktøjer”. 

Foreløbig har samarbejdet været frugtbart, og publikum er begejstret, så der er nye koncerter i kalenderen i foråret 2023.  

”Der er masser af nyt territorie at åbne øjnene for. Jeg tror, vi kun kradser i overfladen på, hvad man kan gøre i snitfladen imellem barok og rap, mener Pelle.  

Se en video fra Baroque’n’Rap med Via Artis Konsort og Pelle her.