“30% af vores publikum skal være nye – så holder vi os skarpe”
Stilstand er døden for scenekunsten – specielt, hvis det udelukkende er de samme mennesker i teatersæderne. Hver eneste forestilling skal række ud til sit helt eget, nye publikum, siger Per Smedegaard, direktør og kunstnerisk chef for Teatret Svalegangen.
Hvad er publikumsudvikling for jeres teater?
Teater Svalegangens mål er at være samfundsaktuel og være skarpe på samfundets tendenser. Dette genspejles på tværs af organisationen – også når det kommer til publikumsudvikling.
Indgangsvinklen til Teatret Svalegangens arbejde med publikumsudvikling er, at det moderne kulturforbrugende publikum IKKE er et stationært stampublikum, som kan udvikles. Hver forestilling skal, gennem sit indhold og tematik, nå sit helt eget publikum. Set i det lys er hver eneste forestilling i sin essens skabt i et publikumsudviklingsperspektiv.
Svalegangen vil reflektere samfundets mangfoldighed og diversitet på scenen, både i form af indhold, skuespillere og forskellige narrativer, og det er denne bevidste repertoireplanlægning, som er med til at trække nye publikumsgrupper til.
For eksempel, da vi lavede en forestilling om prostatakræft, ”En Lille Smule Ubehag, var der en del mænd, der kom ind og så den. Da vi lavede forestillingen, ”Grab Them By The Pussy”, som handlede om moderne tendenser i ligestillingsdebatten, trodsede ældre kvinder, som havde været kvinderetsforkæmpere i 1970erne, vores rigtig mange trappetrin for at købe billet.
Via bevidst repertoireplanlægning, segmenteret markedsføring og via alt det, der skabes rundt om forestillingen, adresserer Svalegangen et nyt publikum.
Hvorfor er det vigtigt at tænke publikum ind i teatrets arbejde?
Scenekunsten eksisterer kun i relationen til et publikum og lever kun i mødet med dem. Og er der noget, der kan være dræbende for scenekunsten, så er det stilstand. På Svalegangen har vi derfor en idé, om at 30% af vores publikum skal være nye – så holder vi os skarpe. Stilstand kan også vise sig i de ”gode forretningsmodeller,” hvor man laver kunst for et fast, trofast publikum. Her er risikoen, at man ikke udvikler sig, men går hen og lægger sig på den lade side. Med f.eks. årskort er der en stigende tendens til, at man laver teater for kortholderne – og dermed ikke holder sig skarpe på, hvad andre grupper har lyst til. Så mister man også sin samfundsaktualitet og tilknytning til realiteten.
Som en delvis offentligt støttet organisation, har vi en demokratisk forpligtigelse til at lave teater for så mangeartede publikummer som muligt – også dem, som ikke nødvendigvis selv opsøger det. Der kan være mange grunde til, at folk ikke opsøger det selv, men vi skal være opmærksomme på de fordomme, der kan være med til, at de ikke møder teatret. Dem skal vi prøve bevidst at bryde ved at undersøge, hvordan vi så kan møde dem. Og så skal man huske at publikumsudvikling frem for alt sker fra scenen via kunsten – ikke kun via sækkestole i salene eller selfiespots i caféen.
Under forestillingen ”Bygning 4-7-12”, som handlede om nedrivningen af Gellerupplanen, var der en del beboere, som ikke var vant til at komme på Svalegangen, som kom herind. Den primære identifikationsfigur var Chadi Alderbas, som selv kommer fra Gellerup. Det er vigtigt at få skabt fortællinger fra virkeligheden, som bliver præsenteret på scenen – så kommer folk herind og føler sig set og mødt.
På den anden side, så har jeg ikke noget omvendelsesprojekt. Jeg har jo heller aldrig set en ishockeykamp. Det er en del af mangfoldigheden og diversiteten i samfundet, at der er nogen, der har lyst til noget, og nogen, der har lyst til noget andet.
Hvad skal man gøre sig klart, inden man begynder at arbejde med publikumsudvikling?
Hvis man vil gå fra A til B, må man definere A og sit mulige B. Man bliver nødt til at gøre sig klar, om hvem ens publikum er, for ellers ved man jo ikke, hvad man mangler, eller hvad man skal udvikle på.
Man skal også finde ud af, hvilken vision, man arbejder ud fra, og hvad det er man vil. Intet, man laver på teatret, må være frakoblet den vision.
Hvad har jeres teater ind til videre fået ud af at arbejde med publikumsudvikling?
Da jeg tiltrådte for 8 år siden, stillede vi os selv den udfordring at have større aldersdifferentiering. I dag er fordelingen af alder, at 22% af vores publikummer er mellem 18-24 år. Det skyldes bl.a. et skarpt kommunikerende brand med en høj kendskabsgrad og loyalitet på tværs af alle kanaler.
Et andet element er vores scene, Off The Record, som til at starte med udelukkende var rettet mod de unge, men som nu er blevet en scene for alle. Her laver vi begivenheder, som vi forventer har deres egne ’crowds’. Der er blandt andet rollespilsevents, live podcasts, ateistisk standupcomedy. Håbet er, at flere får øjnene op for, at de ikke bare bevidstløs bekendtgøre, at ”de ikke er sådan nogle, der går i teatret.” For de går jo netop ind og får en god oplevelse på et teater. Forhåbentligt bliver de så tiltrukket af noget andet, der også sker på de større scener i huset.
Noget meget interessant, vi fandt ud af gennem en publikumsundersøgelse, var, at det kun var 5% af de spurgte, der sagde, at kendte skuespillere er udslagsgivende for deres lyst til at købe billet. Det er jo meget beroligende for mig. Så kan jeg caste de bedste teaterskuespillere og fokusere på indhold og ikke bare følge den tendens, der har været den senere tid, som er, at skuespillere skal være med i tv-shows el. film for at komme på teaterscenen. Det er klart, at det er noget andet med ikke-brugeren, som måske kun vil komme på grund af genkendelighed og tryghed. Resultaterne fra undersøgelsen var med til at afmystificere vores publikum for os.
Hvad vil I gerne opnå med jeres indsats med publikumsudvikling?
Vi vil grundlæggende gerne sætte så mange af samtidens tanker og følelser i bevægelse som muligt – eller sagt på en anden måde: skabe mest mulig forandring i samfundet, for det er det kunsten er sat i verden for.