Procesrefleksioner
Publikumsudvikling handler i mange organisationer om at implementere ny praksisser. En del af processen er at tilrette arbejdsgange og metoder baseret på de nyvundne erfaringer. Der skal være plads til at turde at begå fejl og at eksperimentere, fordi det er basis for læring. Dette kræver løbende refleksioner i processen og over processen.
Afsæt tid i projektmøderne til at lave status og brug følgende refleksionsspørgsmål:
- Hvad er der sket i den seneste periode? Dette kan være milepæle eller aktiviteter, der involverer publikum/borgere, interne aktiviteter, workshops, møder, premierer eller lignende.
- Hvad har været den største projektsucces i den seneste projektperiode? Beskriv hvad og hvorfor.
- Hvad har ikke fungeret/slået fejl/er gået anderledes end forventet i den seneste projektperiode? Beskriv hvad og hvorfor.
- Hvilke aktiviteter eller hændelser har fået jer til at ændre fremgangsmåde, skifte metode eller målsætning eller har bekræftet jer i, at processen er på rette spor?
- Hvordan vil I gribe det an fremover?
Om procesrefleksionerne
Procesrefleksioner er udviklet på baggrund af følgeforskningen af de fem Open Call-projekter.