Børn har ret til fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv 

I projektet BØV, Børns møde med den nationale kulturarv, undersøger Aarhus Universitet sammen med Det Kongelige Teater, DKT, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, SMK, de tre institutioners strategier for børnepublikummet og børnenes møde med institutionerne. Udgangspunktet er at se børn som kulturelle medborgere, og projektet fokuserer på, hvordan de tre kulturinstitutioner engagerer børn i den nationale kulturarv i overensstemmelse med FN’s børnekonvention. Her hedder det nemlig, at “deltagerstaterne skal respektere og fremme barnets ret til fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv og skal opmuntre til, at der stilles passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse.” 

Kunsten at skabe meningsfulde oplevelser for børn 

Ved at undersøge institutionernes strategier og børnenes oplevelser af kunst og kulturarv, skal projektet fremme børns aktive deltagelse i kulturelle og kunstneriske aktiviteter. Det tværinstitutionelle forskningssamarbejde mellem Aarhus Universitet og de tre nationale kulturinstitutioner skal give større indsigt i, hvordan de kunstneriske institutioner skaber meningsfulde oplevelser for børn og styrker deres kulturelle medborgerskab.  

Gennem en kombination af forskning, samarbejde og formidling skal projektet bidrage til udviklingen af børnekultur og -formidling i Danmark. Projektets overordnede forskningsspørgsmål lyder: Hvilke strategier og tiltag anvender de tre nationale kulturinstitutioner til at sikre børns ret til at møde kulturarven, og hvordan opleves dette fra et børneperspektiv? 

Forskerne bag, Louise Ejgod Hansen, projektleder, og Christiane Oved Særkjær, post doc fra Center for Kulturevaluering, fortæller, at ideen til projektet er opstået på baggrund af et tidligere projekt i Applaus-regi, som Louise Ejgod lavede sammen med Nanna Holdgaard, der i dag arbejder på Nationalmuseet og Nina Gram, der arbejder på DKT. Det resulterede i bogen, ‘Teater og publikum’, som fokuserer på relationerne mellem teatret og dets publikum og det publikumsorienterede arbejde. Det har derfor været oplagt at fortsætte samarbejdet fortæller Ejgod: 

“Det gav mening, at det var de tre store (nationale kulturinstitutioner, red.) – og så skulle der findes en fællesnævner for, hvad der var relevant for de tre i forhold til publikum. Der pegede de alle sammen på, at børnepublikummet var interessant for dem, fordi de arbejdede med det og var forskellige steder i forhold til det – og også ønskede at blive klogere på børnepublikummet.” 

Louise Ejgod uddyber, at netop fokus på børnepublikummet peger tilbage på nogle af de pilotprojekter, hun har samarbejdet med Applaus om, der har handlet om at give børn en højere grad af medbestemmelse i de kulturprodukter, der henvender sig til dem.  

Forskningsprojektet er i sin startfase 

Både Louise Ejgod og Christiane Særkjær understreger, at forskningsprojektet stadig er i startfasen, og at første del handler om at blive tydelig i sin begrebsafklaring, at teste ting og fokusere på udviklingsdelen: 

“Vi har sat gang i alle de spor, der ligger i projektet i forhold til det kulturpolitiske og strategiske, i forhold til at udvikle metoderne, i forhold til at blive klarere på begrebsliggørelse af børnepublikummet, der rummer denne her mulighed for at se dem som kulturelle medborgere,” siger Louise Ejgod. 

Christiane Særkjær tilføjer, at dataindsamlingen også fylder utrolig meget: 

“Ikke mindst har vi også indsamlet data. Vi har jo et ret stort empirisk materiale allerede, som vi så har behandlet og kigget noget ind i, men stadig mangler for alvor at dykke ned i.” 

Særkjær forklarer, at der er forskellige niveauer i projektet, herunder et strategisk, hvor forskerne har kigget på institutionernes publikumsstrategier og deres årsrapporter: 

“Det her med, hvordan bliver børn nævnt? Altså en helt klassisk dokumentanalyse, kan man sige. Og så har vi lavet interviews med de tre direktører (for DKT, SMK og Nationalmuseet, red.), samt det, der svarer til formidlingschefer og programchefer, som vi har supppleret med.” 

Derudover er BØV igang med at indsamle data om og med børn. Her har forskerne både iagttaget børn på kulturinstitutionerne men også involveret dem som “børne”-forskere i for eksempel at interviewe deres jævnaldrende. Det sker, for at børnene får en konkret mulighed for at komme til orde. 

“Det har været helt klassisk i forhold til observationer af børn ude på institutionerne oftest i forbindelse med forskellige formidlingsaktiviteter af en eller anden art eller det, at være inde og se en forestilling, når det har været teater. Og så har det været interviews med børn, der er på institutionerne,” siger Christiane Særkjær. 

Vidensdeling, vekselvirkning og engagerende kulturoplevelser  

Visionen er, at den indsamlede viden baseret på kvalitative data skal skabe en form for fælles kendskab og netværk for de kulturinstitutioner og -aktører, der deltager i BØV. Christiane Særkjær er optaget af, at forskningsprojektets viden bliver delt, så kulturinstitutioner og kulturforskning får en vidensdeling og vekselvirkning, der gavner alle: 

“For mig er det vigtigt, at der kommer noget rigtig godt forskning ud af det. Men jeg synes også, at det at have et samarbejde med eksterne institutioner og universiteter gør på en eller anden måde, at der er en form for gensidig vidensudveksling, som jeg synes er enormt vigtig, for at man hverken som institution eller universitet kommer til at lukke sig om sig selv.”  

Louise Ejgod påpeger vigtigheden af at se børn som et publikum, og ikke som små mennesker, der skal opleve kultur gennem formel læring. Hun ønsker, at kulturinstitutionerne kan give børn engagerede kulturoplevelser, hvor vigtigheden ligger på oplevelsen i sig selv. Det handler i høj grad om at skabe kultur for børn og møde dem, der hvor de er. Allerede nu har SMK på baggrund af de første data, der er indsamlet, lavet en guide til børnenes voksne, der skal gøre det nemmere for børnenes voksne at åbne for børnenes oplevelse af kunsten, fortæller hun: 

“Det kan jo i sig selv blive en barriere, hvis de voksne ikke føler sig klædt på og tror, det handler om at formidle fakta, som at ‘det her er en skulptur fra det og det årti og den og den stilart’ og så videre.” 

Louise Ejgod understreger, at børn skal betragtes som nutidige kulturbrugere og ikke som fremtidens potentielle voksenpublikum og slutter: 

“Det er vigtigt for os at forstå børn som nutidens publikum. At de indsatser og den måde, vi kigger på børnepublikummet på nu, ikke handler om, at de skal vokse op og blive til kulturbrugere, men om at de er kulturbrugere og skal have mulighed for at være kulturbrugere her og nu. Og lidt ligesom med læring; det kan sagtens være, at de lærer noget af at gå i teateret eller på museum, men det er ikke hovedformålet med det. Hovedformålet med, at de kommer som børn, skal heller ikke være, at de så kommer tilbage, når de bliver voksne, men at det er en meningsfuld og berigende og underholdende og engagerende aktivitet for børnepublikummet i sin egen ret.”